Katja L. Berger

Sjælehenteren

Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
“Husk, at had kun er det bedste brændstof, hvis du retter det mod det rigtige punkt. Ellers vil det tære dig op, inden du opdager, hvor langt det kan bringe dig.”
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Jahve også – Gud
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
“Szerinted ezzel jobbá tesszük a világot?”
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Piger! Hvorfor er I så fandens snakkesalige og nysgerrige altid? Prøv og hør, grunden til, at vi ofte er alene, er, at vi får nok pladder ind i øregangene, når vi er sammen med jer. Vi gider ikke tilføje mere, når vi kan blive fri. To gutter, der hænger ud sammen, deres forhold vil bestå af 99,9 % stilhed – kun afbrudt af, “er der flere øl?”
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Problemet med menneskeheden er, at den frygter, og det er den frygt, der driver troen. Gør det troen ægte? Eller er troen blot et menneskeligt udspring af jeres frygt?”
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Det siges, at ingen rigtig har set dette uhyre i sin fulde størrelse, men for både dæmoner og faldne engle er det et symbol på det ukendte og det frygtede. Det siges, at den kan angribe alle verdens væsner og vinde kampen. At selv Lucifer frygter den, og at det er derfor, han gjorde den til kronprins.
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Det vestlige område af Helvede er ikke meget andet end uudforsket land, vand og mørke. Her regerer Leviathan.
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Den sidste og fjerde kronprins er ikke dæmon som Belial, men ej heller en falden som Samael.
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
I årtusinder regerede Lucifer underverdenen enerådigt. Han var faldet fra Guds Rige, men skabte i stedet sit eget. De faldne frygtede ham, men I mennesker tror altid, at hans fald førte til had og ondskab. Der tager I fejl. Lucifer var den første af de faldne, men modsat mange af sine brødre og søstre, skabte han hverken had eller ondskab blandt menneskene. Lucifer faldt på grund af sin individualisme. Han ønskede at kontrollere mennesket, at blive tilbedt af dem. Han ville ikke bøje sig for mennesker, der var laverestående end ham, og derfor forviste Gud ham for evig tid. Derefter gjorde I mennesker ham til Satan og Djævlen, men den del står jeres effektive fantasi for. Han ér og vil altid være Lucifer.
Som Guds tjener var Lucifer det indre lys, der testede menneskets tro på Gud. Han forsøgte at lede dem i fristelser og afvige fra Guds vej, men glem aldrig, at det var med Guds velsignelse. I dag er han stadig regent over Helvede, men i takt med at menneskenes forfald voksede og blev større, indså Lucifer, at han ikke længere kunne klare Helvede alene. Han behøvede assistance, han kunne stole på, ligesom Gud har ærkeenglene. Sådan opstod myten om de fire kronprinser, selvom de i virkeligheden kun er tre.
Lucifer selv er den første og den ældste, han er herskeren. Han regerer over hele underverdenen, men hører hjemme i den østlige side af Helvede og associeres ofte med luften. Han er den ene ud af to regenter, der er i stand til at flyve. Som sådan er han ikke en kronprins, men kongen. De mennesker, der tror på myten, har det bare med at skære alle over én kam.
Belial var den første af de tre kronprinser til at blive hyret af Lucifer. Han er lysten, mørket og begæret. Han fik området mod nord, og ligesom sit element er han den, der bevarer menneskets mørke side på jorden.
Samael var oprindeligt en engel som Lucifer. Hans navn betyder Guds gift, men mange af jer mennesker kender ham måske bedre som Dødens Engel. Sikke noget pjat. Jeg har aldrig haft en engel. Nogle af jer tror også, at han stod forrest i gruppen af engle, der giftede sig med menneskene, men det passer ikke. Sådan en gruppe har aldrig fandtes, giftermålene opstod blot som virkning af Azazels engles praksis. Samael var i årtusinder gift med Lilith. Faktisk lige siden hun forlod Adam dengang for mange år siden. I dag regerer Samael den sydlige del af Helvede og står i spidsen for Helvedets hær. Det siges, at den kun adlyder ham, og at Lucifer gav ham opgaven, fordi han er den eneste kronprins, der kan flyve som Lucifer selv. Skulle gamle Lucifer have en ligemand, ville det være Samael.
Carsten Borch Tækker
Carsten Borch Tækkerhar citeretfor 2 år siden
Samael var oprindeligt en engel som Lucifer. Hans navn betyder Guds gift, men mange af jer mennesker kender ham måske bedre som Dødens Engel.
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
husker følelsen af det rene hvide stof mellem fingrene og smilet på mine læber, da jeg gør mig klar derhjemme. Jeg kan næsten dufte lipglossen med kirsebærsmag. Den, som både mig og … Hendes navn er uden for rækkevidde, men jeg ved, at vi er bedste veninder. Vi ligner hinanden så meget, at fremmede tror, vi er tvillinger. Hendes forældre ejer en fed taglejlighed med et kæmpe atelier mod syd. Hendes mor er kunstner, og når hun endelig er hjemme, vimser hun rundt i malerplettede herreskjorter og med opsat, rodet hår. Den seneste tid har der været meget rød maling på hendes hud. Hun er inde i sin varme periode, som hun kalder den. Pigen og jeg har den samme lipgloss. Vi har meget af det samme. Vi er sjæleveninder. Sammen for evigt.
“En fest,” siger jeg – uden at vide hvorfor, men jeg ved, det passer. Ligesom alt det andet.
Han nikker igen.
“Vi skulle køre sammen med …” Jeg standser, kan ikke huske deres navne. Men jeg ved, at noget kom i vejen for den aftale. Noget ændrede sig.
“Men jeg kørte i stedet. Jeg hentede hende derhjemme. Vi skulle nordpå. Langt.”
Endnu et nik.
“Min bil brød sammen. Vi holdt ind til siden. Vi var ved at ringe efter hjælp. Han tilbød at hjælpe os. At kigge på min motor.” Ordene snubler næsten ud af mig nu, men noget får mig til at kigge ned ad mig selv.
“Mine stiletter. De mangler.”
“Kan du huske, hvad der skete med dem?”
“Jeg tabte dem. De faldt af. De … de ligger i græsset.” Det føles lidt som et spil Tetris, hvor man har kæmpet for at få figurerne til at passe sammen, og pludselig falder det i hak. Et virvar af farver og former, der kobler sig sammen, udfylder huller og fylder den ene linje efter den anden.
“Skoven. De faldt af og røg ned i skovbunden.” Jeg stirrer på ham. Så mange ting hvirvler stadig i min tågede hjerne, nægter at hægte sig helt fast, men alligevel føles det, som om jeg er ved at komme i mål. Den desorienterede følelse svinder langsomt ind og overtages af en anden følelse, jeg
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
mig. Vurderer mig måske.
“Okay, min pige. Lad os tage det vigtigste først. Har du nogen erindring om, hvem du er?”
Mine erindringer er rodede og upræcise. Som om man har forsøgt at stoppe alt sit skrammel ind i et skab og godt ved, det er der, men ikke kan se det. Selvfølgelig ved jeg, hvem jeg er. Jeg er mig. Problemet er bare, at jeg ikke kan huske, hvem mig er. Raven. Det kaldte han mig. Det er mit navn. Jeg ved, at min kjole er købt i en designerforretning på Manhattan, og at mine forældre er velhavende. Jeg ved også, at jeg er fyldt 16, for kagen til min sweet sixteen i marts var i fire lag og krystalhvid med sølvkugler. Mine forældre havde overdækket hele haven omkring vores sommerresidens med hvide teltduge, og der hang sølv glittertråde i enhver åbning. Temaet var vinter, og alt var holdt i hvidt og sølv. Min fødselsdagsgave fra mine forældre var en hvid Audi, som mine veninder er vildt misundelige på. Jeg ved også, at vi resten af året bor i en penthouselejlighed ikke langt fra den privatskole, jeg er indskrevet på, hvor uniformerne er hvide og røde. De skal symbolisere sammenhold og ligeværdighed, men alle ved, at det er fis i en hornlygte. Selv den kedelige røde nederdel, den hvide skjorte og det røde slips kan vi sætte vores præg på. Og ingen er i tvivl om, hvem af os der gør det godt, og hvem der … ikke gør det.
“Det skal nok komme, bare rolig. Det kan godt være en traumatisk oplevelse for hjernen at ende her, men du er en kvik pige. Det burde tage dig kort tid at få hukommelsen tilbage.” Hans stemme er ru, men rolig. Ordene er venlige, men der strømmer ingen varme ud af dem. Heller ikke det modsatte. Hans stemmeføring, hans væsen, virker … neutral. Upartisk, ville min samfundsfagslærer sige. Som Schweiz.
“Jeg ved godt, hvem jeg er,” svarer jeg. Jeg forsøger at virke balanceret. Moden.
Han nikker, betragter mig atter uden et ord.
“Tror jeg,” tilføjer jeg. Han er svær at lyve for.
Han nikker igen.
“Hvad er det sidste, du kan huske?”
Jeg tænker mig om, betragter min kjole. Jeg
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
Da røgen letter, tager den mørket med sig, og verden bliver atter synlig gennem et tyndt månelys. Det kolde lys giver ikke megen sigtbarhed, men det er trods alt bedre, end det totale mørke jeg befandt mig i for kort tid siden. Jeg blinker og mærker min mascara rive sig fri i små klumper, der farver fingrene sorte, da jeg vil børste dem væk. Jeg gnider øjnene og mærker røgen, der stadig irriterer. Lune dråber tværer sikkert mere sminke ud, da jeg tørrer de sidste tårer væk. Jeg må ligne en fashionabel panda.
Okay, stryg fashionabel, tænker jeg, da jeg kigger ned ad mig selv og kan se, at min hidtil så smukke designerkreation er i besiddelse af lange flænger. Brede stofstrimler med afrevne kanter klæber nu til mine ben, og det før så hvide stof er tilsmudset og uigenkaldeligt ødelagt. Dråber af blod siver fra et åbent sår på mit ene knæ, og på mine underarme løber rifter og hudafskrabninger, der bryder min ellers blege hud og gør den rødmosset.
Jeg kigger mig omkring. Lidt herfra står en ældre mand let foroverbøjet og med begge håndflader lagt kærligt om toppen af en stok. Han ser gammel ud, men ikke så gammel. Ligesom ens mormor. Man ved godt, at hun er gammel, og at hendes dage går med at fodre duer i Central Park. Men man ved også, at hun vil leve mange år endnu og fortsætte med at råbe efter det unge cykelbud, der kører på fortovet. Gammel og vis, men ikke døende.
Han lægger hovedet lidt på skrå, betragter
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
herfra hurtigst muligt. Hvad siger du?”
Jeg kan ikke se, hvem der taler, men stemmen lyder skurrende og gammel. Som om ejermanden har levet i årtusinder og brugt tiden på at ryge 20 Pall Mall om dagen. Hvordan i al–
“Jeg antager, at du er enig. Lad os komme op fra dette våde bud på Helvede, og så kan vi snakke. Ikke?”
Det sidste er ikke engang et spørgsmål, og selv hvis det var, ville jeg ikke kunne nå at svare, for i det samme breder der sig en tyk røg omkring mig, og jeg hoster kraftigt. Det føles, som når vi fejrer 4. juli i The Hamptons, og man kommer lidt for tæt på bålene, der er stillet op i sandet langs vandet. Jeg overgiver mig til røgen, hostene og tårerne.
Jeg lukker øjnene.
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
berøring mod huden. Silke. Min hjerne ved med det samme, at det er silke. Med rystende bevægelser glider fingrene gennem vandet, når til livet og mærker det ru læder mod fingerspidserne. Det er brunt, og bæltet er delt i to med fire spænder i hver del. Jeg bruger ikke kræfter på at lede efter dem og mærke dem, jeg ved, at det er sådan, det er. Jeg ved bare ikke, hvorfor jeg har denne kjole på. Ikke at jeg er uvant i kjoler, men noget siger mig, at den her er anderledes. Det her er ikke bare en af mine hverdagskjoler fra klædeskabet, den betyder noget særligt. Anledningen er noget særligt. Men hvad? Det føles, som om stykker af min hukommelse begynder at summe omkring mig – lige uden for rækkevidde. Faktuelle ting, såsom at jeg har et propfyldt walk-in-closet, der ville få selv Paris Hilton til at besvime af misundelse, det ved jeg bare. Men jeg ved ikke hvorfor, eller hvad de ting siger om mig.
En rationel del af hjernen gennemtrumfer, at jeg burde finde ud af, hvor jeg er, og hvordan jeg kommer væk herfra. For hvert sekund jeg står her i vandet, føles musklerne mere og mere ubevægelige, og jeg får sværere ved at fokusere. Forsøgsvis løfter jeg armen og rækker den frem, skraber huden mod en ru, kold og hård overflade. Sten. Jeg lader hånden glide hen over materialet. Da jeg har drejet en halv omgang omkring mig selv, må jeg rykke mig lidt, før jeg kan nå stenene igen, men langsomt danner jeg mig et mentalt billede af et rundt rum. Jeg kan nå væggene hele vejen rundt om mig, så det kan ikke være stort. Jeg har fast grund under fødderne, men hvad med over mig? Tænderne klaprer så hårdt, at jeg er bange for at ødelægge dem, men jeg bruger al min energi på at løfte armene over mig og føle efter.
Intet.
Jeg bider sammen og stiller mig anstrengt op på tæerne, men fingrene mærker stadig intet over mig. Jeg lader armene falde.
“H … ha … hallo?” Jeg kan dårligt forme de fem bogstaver og få dem over mine læber, så meget klaprer tænderne. Knoglerne smerter. Det føles, som om huden består af ren is, og jeg kan ikke
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
Du har hørt om mig, men aldrig set mig. Du har måske fået gåsehud og mærket huden prikke over de grufulde og fantasifulde gengivelser, der er skabt af mig. En gang om året har du måske endda hvinet af fryd eller klukket af latter, når mørket er faldet på, og de importerede plasticskeletter med sorte kutter er brudt ud i en kaglende latter på en terrasse. I er nogle pudsige tingester, jer mennesker. I knytter jer til jeres skrøner og fortællinger, forestiller jer grufuldheder og uhyrlige påfund, men alligevel bliver I hængende i en sær form for barnlig forstillelse. Som for eksempel skelettet med den sorte kappe, der bærer på en le. Hvordan i alverden skulle et skelet være i stand til at bære på en le? Det mindste vindpust ville få knoglerne til at rasle, gespenstet ville tabe våbenet og sikkert afhugge et knæ i processen. Og hvad skulle vores knoglede ven bruge kappen til? Pudsige tingester, jer mennesker.
Der findes mange myter om mig. Mange legender. På et tidspunkt begyndte I at knytte fuglene til mig. Ravnen blev jeres favorit. I siger, at den bringer sjælen med sig. Det er en smuk tanke. Ikke helt sandfærdig, men smuk. Og I har delvist ret. Jeg kan godt lide ravne. Deres smukke, kulsorte fjerdragt tiltrækker mig, og ligesom mig er den mange andre overlegen. De har episodisk hukommelse. En evne, som tidligere er blevet betragtet som unik for mennesket. Ravne er sågar blandt de mest intelligente fugle. Vidste du, at ravnene på Island og Færøerne har været isolerede så længe, at de ser anderledes ud end ravne andre steder i verden? Det er sandt. Prøv at betragte deres skønhed, hvis du en dag besøger disse kanter. Jeg har været der adskillige gange, men ikke i dag. I dag er jeg her med dig. Den spæde forårssol giver genskin i butiksruderne. I City Hall
Benjamin Ejlertsen
Benjamin Ejlertsenhar citeretfor 2 år siden
har hørt om mig, men aldrig set mig. Du har måske fået gåsehud og mærket huden prikke over de grufulde og fantasifulde gengivelser, der er skabt af mig. En gang om året har du måske endda hvinet af fryd eller klukket af latter, når mørket er faldet på, og de importerede plasticskeletter med sorte kutter er brudt ud i en kaglende latter på en terrasse. I er nogle pudsige tingester, jer mennesker. I knytter jer til jeres skrøner og fortællinger, forestiller jer grufuldheder og uhyrlige påfund, men alligevel bliver I hængende i en sær form for barnlig forstillelse. Som for eksempel skelettet med den sorte kappe, der bærer på en le. Hvordan i alverden skulle et skelet være i stand til at bære på en le? Det mindste vindpust ville få knoglerne til at rasle, gespenstet ville tabe våbenet og sikkert afhugge et knæ i processen. Og hvad skulle vores knoglede ven bruge kappen til? Pudsige tingester, jer mennesker.
Der findes mange myter om mig. Mange legender. På et tidspunkt begyndte I at knytte fuglene til mig. Ravnen blev jeres favorit. I siger, at den bringer sjælen med sig. Det er en smuk tanke. Ikke helt sandfærdig, men smuk. Og I har delvist ret. Jeg kan godt lide ravne. Deres smukke, kulsorte fjerdragt tiltrækker mig, og ligesom mig er den mange andre overlegen. De har episodisk hukommelse. En evne, som tidligere er blevet betragtet som unik for mennesket. Ravne er sågar blandt de mest intelligente fugle. Vidste du, at ravnene på Island og Færøerne har været isolerede så længe, at de ser anderledes ud end ravne andre steder i verden? Det er sandt. Prøv at betragte deres skønhed, hvis du en dag besøger disse kanter. Jeg har været der adskillige gange, men ikke i dag. I dag er jeg her med dig. Den spæde forårssol giver genskin i butiksruderne. I City Hall
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)