Svend Åge Madsen

Tugt og utugt i mellemtiden 1–2

    Jacob Korreborg Andersenhar citeretfor 5 år siden
    Det er væk. Ulvene i vores skove har vi dræbt. Nøden har vi udryddet. Ædelhed er blevet latterlig. Tilbage er kun ligegyldigheden. Så vi er nødt til at fylde aviserne med skræk og lidelser, bombetrusler, gidseldramaer, for at folk kan få lov at motionere deres overflødige følelser en smule.
    Paul Char citeretsidste år
    Mit liv er ødelagt.

    Der er intet der tvinger ham til at forklare sig. Men mørket kan bære det hele.

    – Intet tilbage. Jeg må hævne mig, det er det eneste jeg har.

    Han kan ikke se hendes nik, eller høre det, alligevel føler han hendes forståelse.

    – Også jeg. Derfor hjalp jeg dig. Jeg kender din smerte.
    Paul Char citeretsidste år
    Min hævn, stønner han af indædt vrede og fortvivlelse. – Skal jeg da standses inden …
    Paul Char citeretsidste år
    Han presser sig tæt ind mod muren. Der er intet andet at gøre. Kun vente på afgørelsen. Den eneste tanke der fylder ham er: hvad nu med min hævn?
    Paul Char citeretsidste år
    De er alt for god. Da jeg var ved at komme mig efter sorgen over min mand, opdagede jeg at jeg savnede den … sorgen. Jeg kunne lide at sørge. Ikke på grund af den opmærksomhed jeg vakte, eller medlidenhed, men fordi tilstanden i sig selv passede mig. Der findes jo så mange kæpheste, eller lidenskaber som man siger. Min er at sørge. Min mor døde for tre år siden, uden at jeg tillagde det nogen særlig betydning dengang. Men nu begyndte jeg at sørge over hende. Jeg begræd tabet bitterligt. Sjældent er en mor blevet savnet mere inderligt. Efter hende kom min veninde der blev dræbt ved en bilulykke for ti år siden. Nu sørger jeg over min søster, som døde mens jeg var lille og endnu ikke forstod hvad der skete.
    Paul Char citeretsidste år
    Skikkelsen holder en finger for munden, for at sikre sig at de fortsat er tavse. De nikker indforstået, følger fortryllede efter denne
    Paul Char citeretsidste år
    Jeg skriver ikke „kære Irmelin“ for jeg elsker dig ikke. Jeg skriver ikke „stakkels mor og far“ for i mig er der ingen følelser for dem. Den kærlighed jeg nærede til dig, den venlighed over for alle mennesker som var naturlig for mig, den glæde over mine gode venner og min familie som var en stor del af mit liv, disse følelser er det lykkedes for dem at kvæle i disse måneder. Eller de har vendt dem om, så der nu kun er had over at jeg skal miste mit liv, miste det dag for dag, og frygt, hver gang et menneske nærmer sig, og tomhed.

    Naturligvis længes jeg stadig efter dig, som jeg længes efter alle de andre ting der betød livet. Men forbavsende hurtigt lægger glemslen sig over mine erindringer. Verden og livet er vist noget jeg så på en film for mange, mange år siden. Jeg kan huske at der var noget der hed Irmelin, og noget der kaldtes Kærlighed. Men om det er noget jeg har drømt eller noget jeg har hørt tale om er jeg ikke sikker på.

    Forleden kom jeg i tanker om en støvle jeg havde som barn. Det var den højre, og der var hul i sålen. Et erindringsbillede der pludselig dukkede op fra en verden som jeg er ved at glemme. Jeg klamrede mig til tanken, jeg elskede den støvle, savnede den, ville have givet hvad det skulle være for at kunne holde den i hånden to minutter. Men så, pludselig, var den væk igen. Sådan forsvinder verden for mig, ubønhørligt og forbavsende hurtigt.
    Paul Char citeretsidste år
    Kærligheden blev, sammen med succes i arbejdet, anset for nødvendige forudsætninger for lykke, om end de ikke altid var tilstrækkelige.

    For at sætte menneskene i stand til at varetage dette omfattende kærlighedskrav, havde man en vidt udbygget Kærlighedsdyrkelse.

    I sange, film, romaner, skuespil blev kærligheden hyldet. Man kunne af dem lære hvordan man skulle elske, og hvorfor, og ikke mindst de katastrofale følger af at undlade at elske.
    Paul Char citeretsidste år
    Han lægger stumpen ved siden af den første, omhyggeligt som om han lægger puslespil med det. Han tager et tredje, et fjerde, uden at få andet at se.

    – Det kan ikke passe, gentager han gang på gang
    Paul Char citeretsidste år
    Tvivlende tager han sig til sin højre hånd. Derefter ser han på den underligt bare plet på væggen over vasken. Ganske langsomt tager han en af de største glasstumper der er havnet i vaskekummen.

    Det er ganske rigtigt et spejl. Undrende betragter han det ansigt han møder deri. Det er en gammel mand med rindende, missende øjne, med et uordentligt skæg, med dybe furer i panden, rynkede, hængende kinder, med sprængte læber og misdannede tænder. Men langt værre end alt dette er det afskyelige udtryk som ansigtet bærer. Et udtryk hvor mistrøstighed, had og tomhed er forenet.
    Lena Hinze Matthiesenhar citeretfor 3 år siden
    – Du sidder godt og trygt derinde, begynder Skolemesteren. – Men tænker du nogensinde på hvilke forhold der hersker på den anden side af tremmerne? Dér lever menneskene under frygtelige tilstande. Nogle er fattige og kan dårligt skrabe den føde sammen som de selv og deres børn har brug for. Man stjæler, piner og myrder hinanden. Vi bør ikke acceptere disse forhold. Derfor foreslår jeg at vi gør en indsats for at få indført mere humane forhold for alle de mennesker der befinder sig uden for fængslerne.
    Lena Hinze Matthiesenhar citeretfor 4 år siden
    – Får I det gennemført?
    – Ikke med det samme. Men drømmen skal formuleres før virkeligheden kan få øje på den.
    Lena Hinze Matthiesenhar citeretfor 4 år siden
    Skønt det var almindeligt på den tid, troede Lilaiomai hverken på gengangere, genopstandelse eller andre former for genfødsel.
    Jacob Korreborg Andersenhar citeretfor 5 år siden
    fik
    Nicolai Hartvig Sørensenhar citeretfor 5 år siden
    Første gang bliver det for svagt, næste gang så kraftigt at han igen slår hænderne for munden.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)