Den himmelske elskov på jorden

Hjørnet — kommende frem med een Fod, og længe efter den anden.
Hans Hoved var stort som en Kæmpes, med en Skov af sorte glinsende Lokker, og hans Krop var lille og kold og altid lige ved at falde om. Han kyssede altid sig selv paa Haanden, naar han mødte nogen, og saá saa smuk ud, naar han gjorde det.
Naar han var kommet et Stykke forbi henad Gaden, vendte han sig altid om, og gloede uhyggeligt. Og man vendte sig ogsaa om efter ham. Og havde man Lykken med sig, vendte han sig rask om og gik videre, og efterlod i ens Øje blot et Ar af et stort Hul, han havde i den ene Side bag paa Bukserne.
Havde man ikke Lykken med sig, gik han hen og lagde sin Haand

Havde man ikke Lykken med sig, gik han hen og lagde sin Haand paa ens eget Hjerte og sagde: „Jeg vil forresten sige Dig, at jeg skyder mig i Nat. Jeg har længe ventet paa Ravnene. De Ligskændere.“

Det var en krumrygget Olding med et naturligt Øje, og eet, der saá saa underligt skævt ud. Der løb altid Vand fra det, og det var rødt og fedtet. „Homunculus“ hed han, eller „den Skæbnesvangre“. Børn kaldte ham det sidste med en mystisk Betoning, og Mødre og Fædre det Første med en let Gysen, naar de saá ham omme bag

Selvmorderen

Der var i den lille By’s krogede Gader et uhyggeligt Gespenst: en Selvmorder. D. v. s. han var ikke død endnu, men gik spillevende rundt med et aabent Saar i Brystet, hvorfra Blodet vældede ud. Spurgte man ham, hvorfor han gjorde det, svarede han, at han stadig holdt det ved Live med sin Kniv, for at han bedre rigtigt kunde ramme Hjertet, naar han døde.