Grønlands historie. Fra stenalder til hjemmestyre

Denne træthed ved det danske formynderi må ikke forveks

danskerhad, som mange har gjort. Grønlænderne hader ikke danskerne, men de hader deres egen umyndiggørelse, de hader måske danskerne i rollen som dem, der umyndiggør, men ikke i rollen som danskere i sig selv.

En betingelse for at folkeskolen kunne fungere var naturligvis et grønlandsk skriftsprog, og det blev Samuel Kleinschmidt, der skabte et tidssvarende skriftsprog, som hurtigt vandt indpas på seminariet og dermed i skolen. En ung grønlænder, Rasmus Berthelsen, blev ansat som lærer på seminariet og virkede der en menneskealder og prægede de mange unge kateketer. Han var samtidig digter og skrev bl.a. en hymne, »Guterput«, som stadig synges af grønlændere ved højtidelige lejligheder.

Omkring år 1900 var de allerfleste grønlændere i stand til at læse og skrive grønlandsk, den første betingelse for et moderne samfund.

Da Knud Rasmussen vendte hjem fra sin store slæderejse, kunne han berette om eskimoerne i Alaska, der netop i uddannelse var nået meget længere end grønlænderne, fordi de blev undervist i engelsk og derfor bedre kunne konkurrere i det moderne samfund.
Den første danske indrømmelse kom i 1925, da man indførte dansk som fremmedsprog i de grønlanske skoler. Men da lærerne stadig var grønlændere, der kunne lidet eller intet dansk, blev undervisningen ikke særlig effektiv, især på de mindre steder, og de allerfleste grønlændere fik ikke lært det danske sprog.
Men der blev dog sendt en del unge grønlændere til Danmark, hvor de blev uddannet som lærere og sygeplejersker og præster. De vendte tilbage og kom til at fungere som en slags overklasse, der fik danske lønninger og rettigheder, og dermed kom der til at stå en særlig nimbus omkring en dansk uddannelse på dansk

Netop på Færøerne rasede der i 20’erne og 30’erne en bitter sprogstrid, fordi undervisningssproget i de færøske skoler skulle være dansk, og det fandt mange færinger urimeligt. Først i 1937 blev dette ændret til færøsk skolesprog.
Så meget mere mærkeligt er det at se, hvor helt omvendt situationen tegnede sig i Grønland i samme periode. Som led i den gamle kolonipolitik, et grønlandsk Grønland, var den grønlandske skole kun grønlandsksproget. For hvad skulle en fangerbefolkning med et fremmed europæisk sprog? sagde man fra dansk side.
Men mange grønlændere følte, at denne skolepolitik var en måde at holde den grønlandske befolkning tilbage, så den aldrig kunne komme igennem til nogen højere uddannelse og aldrig kunne få nærmere kontakt med den store verden udenfor. Derfor ønskede de at lære dansk.