Henrik Pontoppidan

Nattevagt

    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    det er mennesket, som der er gået lyrik i, og det vil sige det samme, som når der går svamp i et hus.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Et øjeblik efter stod de ude på gaden og tog som sædvanlig afsked med „Klumpen“s gamle slagord:
    „Hold krudtet tørt, kammerat!“
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Det var de sørgelige rester af „Klumpen“ – eller „Nattevagten“, som den nu kaldte sig – forøget med et par medlemmer af det lille revolutionære arbejderparti.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    men først og fremmest kongeparrets svigersøn, københavnernes yndling, – den hvide czar, selvherskeren over alle russere.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Da hændte det, at det gamle kongepar fejrede sit guldbryllup, og med iver greb befolkningen denne lejlighed til at glemme alle tvistigheder for i enighed at kunne bringe majestæterne sin tak og hyldest.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Mo’er fik et slagtilfælde; … hun havde aldrig været stærk og kom sig aldrig siden. – – Den nat, mens jeg lå vågen og hørte moder hulke, gjorde jeg mig selv et løfte … som jeg tror, jeg har holdt.“
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    „En bestemt lejlighed?“ gentog han. „Har jeg aldrig fortalt dig om den dag, da fa’er blev fængslet midt i sin skoletime?“
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Hvorledes var det, at Rom kaldtes i Johannes åbenbaring? „Den babyloniske skøge“.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Det største og mest udførte billede illustrerede et vers af folkevisen om Agnete og havmanden.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    „Rejsningen af de store sociale spørgsmål, vor tids politiske agitation, arbejderhærens mægtige sammenslutning – det er netop vort århundredes største og stolteste triumf, et kæmpeværk, hvortil man fra verdens skabelse ikke har set mage.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Se til vore allerbrandrødeste socialister! Det er velnærede borgere, skikkelige spækhøkere, der lever i den bedste forståelse med de ti bud og Balslevs katekismus …
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Jeg nævner: Adonis-Petersen (der foreløbig, hvad det ydre angår, er bleven en fuldkommen Rafael), Ludvig Hegger, samt den store nordmand, billedhugger Karl Kristian Honorius Krack, der tre gange har knust mig med sit dovrefjeldsblik og åbent udtalt, at jeg vanhelligede Rom ved min nærværelse.
    Troels Balmer Christensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Du har vel hørt, at Sahlmann med fuld musik er gået over til Højre og hver dag skriver i „Dagbladet“.“
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    For det nytter ikke at nægte det … idealisterne har for så vidt ret, og vi socialister og anarkister og nihilister er nogen torskepander. Det ser jeg for hver dag tydeligere, at det er ikke friheden, der kan hjælpe os; det er ikke samfundet, det er galt fat med. Det er os selv … det er mennesket, som der er gået lyrik i, og det vil sige det samme, som når der går svamp i et hus. Der bliver børnene aldrig voksne, veed du! Der kan ingen fremtid trives. Og det nytter ikke at lappe på det. Hele kasmarokken må rives ned til grunden; ikke en flis af det gamle må blive tilbage … der er ingen anden redning! Det har historien før vist eksempel på. – Forstår du, Nalle? Det er hverken nyelove, vi trænger til, eller ny retfærdighed eller nye verdensdele med nye hjælpekilder, som man snakker så me-get om i den senere tid. Hvad det gælder om, er at opdage et nyt Amerika i mennesket selv, sådan en ukultiveret plet, uden fortid, uden erindring, uden nogen renaissance eller andet efterladenskab fra gammel tid, hvor svampen kan få næring og trivsel – forstår du?“
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    Her er jeg! Her er jeg! – Nu er jeg helt din! Fri, stærk og glad! Kom, kom – min ven, min elskede! Nu skal vort liv begynde! – Nu kan vi følges! … Fra dør til dør vil vi gå … hos fattige og hos dem, der lider nød … hånd i hånd, du og jeg … kom!“

    Jørgen kunne ikke længer beherske sig.

    „Ti stille!“ tordnede han af al sin kraft og knyttede hænderne imod hende.

    Der gik ved dette udbrud et heftigt ryk gennem Ursula. Hun stirrede et øjeblik ligesom forstenet på ham. Så tog hun sig til hovedet; kinderne blev pludselig røde, øjnene lukkede sig … med et lille suk sank hun som en livløs ting om på gulvet.
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    De måtte naturligvis frikende ham tilsidst – „på grund af manglende bevis“, som det hed. Men han sad i arresten i et halvt år, og tyvenavnet blev hængende ved ham, så længe han levede. Det nedbrød hans modstandskraft, og da mo’er døde og han blev ene, søgte han sin trøst der, hvor såmange finder den. Jeg anklager ham ikke derfor! Og jeg gjorde det endnu mindre, da jeg var ung. Jeg såe i hans liv et enestående martyrium. Men jeg fik hurtig erfaring for det modsatte! Jeg lærte snart, at fa’ers lod netop var de retskafnes sædvanlige. Man har at bøje nakken under tyranniet, at tie og tåle … eller man stødes ned i mørket som et urent dyr!“
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    „Fa’er havde hellere hugget alle ti fingre afsig end forurettet et menneske for en eneste skilling. Det var netop hans strenge retskaffenhed, som skurkene ikke kunne tilgive ham. Den brød jo traditionen; derfor var han en „oprører“! … Mo’er mente straks, at det hele måtte være en misforståelse og ventede ham hjem igen samme dag. Men istedetfor kom politiet igen, tre mand stærkt, og undersøgte alle husets gemmer. Alt blev gennemrodet, selv mo’ers person skånede de ikke. Hver skreven lap, der fandtes i huset, også fa’ers og mo’ers breve fra forlovelsestiden, blev taget frem, gennemlæst stykke for stykke og gjort til grin. Da de endelig blev færdige, slyngede den ene af dem mo’er de ord i ansigtet, „at hun nu måtte belave sig på at ligge alene et årstid“.
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    „Jeg synes dog, jeg udtaler mig ganske klart. Jeg mener, … jeg har lært at tro på en lykke, for hvilken jeg med glæde bortgav den mest uindskrænkede frihed, den kongeligste velstand, ja selv det daglige brød. Og jeg tror … ja, jeg veed, at man i livet kan møde sorger og skuffelser, der nager værre – langt værre – end både sult og kulde.“

    „Hvad er det for sorger, om jeg må være så fri at spørge?“

    „Behøver du virkelig at spørge? Se dig om! … Gå ned ad en gade og betragt de ansigter, du der møder. For hvert et, der er mærket af næringssorg, tvang eller anden ydre vold, vil du finde ti, ja tyve, hvori du kan læse som i en åben bog om den tusindartede indre kummer, der hærger menneskene, uden hensyn til rang og stand, ja, som måske føles allerstærkest af dem, hvem livet tilsyneladende har været mest gavmild imod … kærlighedssorger, forældrebekymringer, ensomhedsfølelse, livslede, frygten for døden, frygten for livet… hvad veed jeg!“
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    Men Jørgen, der nu atter vandrede frem og tilbage over gulvet med larmende skridt, lod ham ikke komme til orde.

    „Det forundrer mig forøvrigt slet ikke, at der tørstes efter skønhed for tiden! På ingen måde. Det er en tørst, dersvarer til den, som den forhærdede drukkenbolt føler morgenen efter en rus. Vi tåler ikke længer at være nøgterne. Det er efterhånden bleven vor natur imod at være ædru. Såsnart vi begynder at vågne til selvbevidsthed, til klar forståelse af vor elendighed, ækles vi og forfærdes. Vi tør ikke se den uhumske pøl, som vi i vore delirier har sølet os ned i. Vi må straks igen bedøve os, finde glemsel i nye orgier. En snaps! En snaps! … Og til en sådan nederdrægtighed, til et så fejgt forræderi mod livet, mod fremtiden, mod dine, mine, alles efterkommere, har du ladet dig trække med, – du! – du! – du!“
    Ulla Kochhar citeretfor 3 år siden
    Videre var hun altså ikke kommen! Stærkere var hun ikke bleven trods kamp og fortvivlelse og nætters bitre gråd!

    „Ursula! … Ursula!“ mumlede han hen for sig.

    Var da alt forgæves? Skulle også dette håb briste? Skulle virkelig dette lille solglimt slukkes for ham … det første, det eneste, der var faldet over hans livs vej? Nuvel! Så måtte han atter kæmpe tilværelsens kamp ensom og i mørket! Han havde ikke en gang lov til at beklage sig. Han havde fortjent sin skæbne. En tåbe, en drømmer havde han været, en kærlighedens nar … ganske som alle andre. Han forstod det nu. Langsomt, stykke for stykke, var han bleven et offer for sin svaghed. Hvad havde forholdet til Ursula oprindelig betydet for ham? En sansernes adspredelse, en tilfredsstillelse af hans forfængelighed, et bytte fra hans fjender. Og nu? Han kunne ikke tænke på hende, uden at hans hjærte kom til at banke.

    Han kunne ikke være borte fra hende blot en time, før længslen drev ham hjem. Han var hendes hund, hendes slave. Mens hun – ! At man dog aldrig kunne holde op at tro på den løgn om kærlighedens magt til at knytte sjælenetil hinanden! Jovist! … Nej, fælles had! Det svejsede sammen!
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)