Erich Maria Remarque

Intet nyt fra vestfronten

Læs
Liliane Dahl Nielsen
Liliane Dahl Nielsenhar citeretfor 2 år siden
Vi ser mennesker leve, som mangler issen; vi ser soldater løbe med begge fødderne skudt væk, og de humper på de splintrede benpiber hen til det næste hul; en korporal kryber to kilometer på hænderne og slæber de knuste knæ efter sig; en anden går hen til forbindspladsen med hænderne fast ind mod tarmene, som truer med at vælde ud; vi ser folk uden mund, uden underkæbe, uden ansigt; vi træffer en, som i to timer har klemt pulsåren på sin arm
Tania Busk Bruun
Tania Busk Bruunhar citeretfor 2 år siden
som fjerde mand jeg selv, Paul Bäumer
Lars Michael Birkelund Olsen
Lars Michael Birkelund Olsenhar citeretfor 2 år siden
Siden vi er kommet herud, er vores tidligere liv blevet skåret bort, uden at vi er skyld i det. Vi prøver ofte at orientere os og få en forklaring på det; men det vil ikke rigtig lykkes. Netop for os, de tyveårige, er alt så underlig uklart
Lars Michael Birkelund Olsen
Lars Michael Birkelund Olsenhar citeretfor 2 år siden
Under et angreb fik han et skud i øjnene, og vi troede, han var død og lod ham ligge. Vi kunne ikke tage ham med, fordi vi over hals og hoved måtte tilbage. Om eftermiddagen hørte vi ham pludselig kalde og så ham krybe rundt derude. Han havde kun været bevidstløs. Da han ikke kunne se noget som helst og var vild af smerte, udnyttede han ikke dækningen i terrænet og blev knaldet ned derovre fra, før nogen af os kunne hente ham.

Man kan naturligvis ikke laste Kantorek for dette – hvad skulle det ellers ende med, hvis man også gav sådanne folk ansvaret for krigens ulykker.
Lars Michael Birkelund Olsen
Lars Michael Birkelund Olsenhar citeretfor 2 år siden
Kun som et meget fjernt uvejr hører vi den dæmpede brummen fra fronten. Humlebier, som summer forbi, overdøver den næsten.
Lars Michael Birkelund Olsen
Lars Michael Birkelund Olsenhar citeretfor 2 år siden
Vi har imidlertid siden lært mere end at overvinde den smule blufærdighed. Med tiden blev selv helt andre ting os selvfølgelige.

ha det mad at de vennede sig til live

Lars Michael Birkelund Olsen
Lars Michael Birkelund Olsenhar citeretfor 2 år siden
Glimt af den levende verden ses indimellem. Når kanonerne tier, stiger lærkerne til vejrs, og solsorten fløjter i ruinerne. Det er absurd, men dog håndgribeligt ligesom de endnu levende træer, der bevæger deres blade og grene i vinden. Tanken om vores egen rolle som krigsførende nation melder sig uafviseligt undervejs. Hvad er det dog, vi vil, hvad er det, vi bilder os ind? Åbenbart er det med krigen som med kærligheden. Den kræver sin ret, og drifterne må tilfredsstilles, om så stumperne af den skal komme hjem i en ligkiste.

husk det (det hæger sammen med det over

Lars Michael Birkelund Olsen
Lars Michael Birkelund Olsenhar citeretfor 2 år siden
Den næsten totale decimering undervejs giver plads til et vist venskab, men til sidst er der ingen at være venner med, for de er døde alle sammen, ædt op af stål, tygget i stumper af granatsplinter, kvalt af giftgas.

"for de er døde alle sammen, ædt op af stål, tygget i stumper af granatsplinter, kvalt af giftgas

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)