I Søgelys forkynder journalisten Erup et selvmord. Han er i sin mondænitet og hulhed et koncentrat af Jacob Paludans yndlingsaversioner, men satiren — og forfatterens pessimisme — er ikke kun begrænset til Erup. Også det københavnske pensionatsmiljø og dets tragikomiske gæster udleveres under en byge af drøje udfald — og enkelte pletskud — rettet mod ekspressionistisk lyrik, kvindefrigørelse og anden «fordærvelig» indflydelse fra USA, dette modernismens forjættede land.
