Mette Eike Neerlin

Hest, hest, tiger, tiger

    mail73002har citeretsidste måned
    personalemøde, og hun viste mig, hvordan
    mail73002har citeretsidste måned
    personalemøde, og hun viste mig, hvordan de nu stod og pyntede
    mail73002har citeretsidste måned
    personalemøde, og hun viste mig, hvordan de nu stod og pyntede i butikken, selvom der stadig var et par ­måneder til jul. Hvis ikke jeg havde købt én,
    Tine Louise Jørgensenhar citeretfor 2 måneder siden
    Jeg tænkte på det, da jeg gik ned ad vores gade, og jeg tænkte på det, idet jeg drejede om hjørnet – og stødte lige ind i maven på far.
    Easyvvs.dk I/Shar citeretfor 3 måneder siden
    Brunchen, mødet med kinesiskholdet, varede i alt to timer og elleve minutter. Jeg ved det helt præcist, fordi jeg konstant kiggede på min telefon og også flere gange sagde, at nu måtte jeg desværre videre. Men de ville ikke lade mig gå. Der var hele tiden et spørgsmål mere, eller »tag nu et sidste glas juice«. Til sidst lykkedes det mig dog at komme ud ad døren. Men først efter at vi havde lavet gruppekrammer, og alle havde fået et håndtryk.
    Det er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har været med til. At være helt forkert og så rigtig på én gang. Jeg følte mig nærmest rundtosset, da jeg gik hen mod bussen bagefter.
    Og denne her hændelse er samtidig det frygteligste i denne her historie. Det værste, der overhovedet kunne ske.

    Kapitel 28 – Om platteoverrækkelsen
    Da jeg nåede hen til hospice, var klokken næsten et, og jeg forventede derfor at finde Marcel i gang med sin frokost – eller i færd med at kigge på sin frokost, før han konstaterede, at han ikke var rigtig sulten, om ikke andet.
    Men da jeg kom til hans dør på gangen, var den lukket, hvilket var usædvanligt. Jeg stoppede derfor op et øjeblik og talte dørene en ekstra gang for at sikre mig, at det nu også var den rigtige, jeg var standset ved. Det ville være så upassende at brase ind hos en forkert døende. Men jo, tredje dør, den måtte være god nok.
    Jeg holdt min taske med platten foran på maven og tog fat i dørhåndtaget, da en stemme i det samme lød bagfra:
    »Hov, vent. Hvem skal du besøge?«
    Jeg vendte mig og så ind i et fregnet ansigt på en rødhåret kvinde i hvidt tøj. Jeg mindedes ikke at have set hende før, men gik ud fra, hun var en sygeplejerske. Hun måtte være ny. Eller måske en vikar.
    »Marcel,« sagde jeg. »Vi har en aftale.«
    Sygeplejersken lagde en varm hånd på min arm.
    »Er du familie?« spurgte hun.
    »Narj,« sagde jeg. »Ikke sådan lige.«
    Hun rynkede panden og spidsede munden lidt.
    »Men du kender ham?«
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 3 måneder siden
    Hvor blev du af? Du er jo nærmest blevet en myte.«
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    Af og til bliver hun også lidt fuld. Bare sådan fjollefuld, ikke mere end de andre forældre, men alligevel.
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    Men det var i en af de perioder, hvor mormor drak lidt for meget portvin, og hun og mor altid skændtes. Så
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    Min mor arbejder på Harrys Hælebar, som er et sted, hvor de reparerer sko, som er gået i stykker, eller sætter nye såler på, hvis de gamle er slidte
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    det gik op for mig, at fars muskler var blevet for meget.
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    eg har flere gange hørt nogen sige, at min far spiser steroider, som er noget, man får store muskler af. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Jeg har ikke spurgt. Men hvis det passer, må jeg sige, at de virker godt.
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    Far bor på Nørrebro ligesom os, kun et par gader væk. Jeg ser ham hver anden weekend, lørdag i ulige uger, når jeg skal derhjem og sove.
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    Omkring min toårsfødselsdag skred min far. Eller mor smed ham ud, jeg er lidt i tvivl
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    Med læbeganespalte og utallige operationer og mad, som satte sig fast i næsen, da jeg var lille.
    Mette Toft Hansenhar citeretfor 4 måneder siden
    For først kom Mikala, som er hjerneskadet, og de rendte konstant til undersøgelser og
    Mine Mortensenhar citeretfor 7 måneder siden
    Jeg kendte den godt
    Jesper Harbohar citeretsidste år
    godeste, Honey. Hvordan kunne det også ske?« Hun stod lidt. »Jeg troede egentlig, Emilys mor hed Karin,« sagde hun så. »Er det ikke hende, som er med i skolebestyrelsen?«
    Fair nok, en mindre detalje jeg måske burde have taget højde fo
    Jesper Harbohar citeretsidste år
    . Det hed Skriget, fordi det forestillede én, som skreg – eller én som var meget angst.
    Jesper Harbohar citeretsidste år
    Om lidt kommer jeg til det værste i historien. Nej okay, det næstværste. Det værste kommer senere. Men først blev det torsdag, og det blev fredag.
    Jesper Harbohar citeretsidste år
    i stedet fik travlt med at holde skarpt øje med hendes baglommer, overalt hvor hun bevægede sig i butikken.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)