Thomas Mann

Døden i Venedig

  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    For mennesket elsker og ærer mennesket, så længe den ene ikke formår at bedømme den anden, og længslen skyldes ofte manglende forståelse.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    ndheden med redelige og ligefremme ord.
    I adskillige år havde den indiske kolera udvist en voksende tilbøjelighed til at brede sig og gå på vandring. Undfanget, som den var, i Ganges-deltaets varme morads, steget til vejrs som mefitisk ånde i den frodigt-unyttige urverdens øvildnis, som mennesker skyede, og i hvis bambuskrat tigeren ligger på lur, havde sygen raset vedvarende og usædvanlig heftigt i hele Hindustan og derpå bredt sig østover mod Kina og vestover mod Afghanistan og Persien og, idet den fulgte karavanernes hovedruter, spredt rædsel i Astrakhan, ja endda i Moskva.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Skønheden er den følendes vej til ånden, – men kun en vej, kun et middel, lille Faidros
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Jeg elsker dig!
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Hvad var den spæde lykke værd, som han havde drømt om for et øjeblik siden, sammenlignet med disse håb? Hvad var dyden og kunsten værd, målt med fordelene ved kaos? Han tav og blev, hvor han var.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Og så sagde han det allerfineste, denne udspekulerede kurmager: at den elskende er mere guddommelig end den elskede, fordi guden er til stede i den første, men ikke i den anden, – velsagtens den ømmeste og mest spotske tanke, der nogensinde er tænkt, og som al spøgefuldhed og al længslens hemmeligste vellyst udspringer af.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Tadzio smilede: smilede sigende, fortroligt, yndigt og oprigtigt til ham, med læber, der langsomt åbnede sig. Det var det smil, Narcissos smiler, mens han bøjer sig over det spejlende vand, det dybe, fortryllede, tøvende smil, hvormed han rækker armene ud efter genskæret af sin egen skønhed, – et smil, der er en lille smule fortrukket, fortrukket på grund af den umulige længsel efter at ville kysse sin egen skygges skønne læber, koket, nysgerrigt og en anelse smerteligt, bedåret og bedårende.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Stod der ikke skrevet, at solen leder os fra de intellektuelle til de sanselige ting?
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    Det er utvivlsomt godt, at verden kun kender det skønne værk og ikke også dets udspring, de omstændigheder, hvorunder det er blevet til; for kendskabet til kilderne, hvorfra kunstnerens inspiration flød, vil ofte forvirre og afskrække den og således ophæve det fortræffeliges virkning.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 7 måneder siden
    For skønheden, Faidros, mærk dig det, kun skønheden er på samme tid guddommelig og synlig, og den er således det sanseliges vej, er, lille Faidros, kunstnerens vej til ånden.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)