Bøger
Maggie Nelson

Argonauterne

Argonauterne er en bevægende, original og tankevækkende erindringsbog, Forfatteren lader gennem bogen sin egen personlige historie gå i dialog med, hvad andre tænkere og filosoffer har sagt om emner som kærlighed, begær, identitet, køn, seksualitet, ægteskab og moderskab, og udvider på den måde grænserne for, hvad kærlighed er og kan være.

Centralt står forfatterens kærlighedsforhold til til kunstneren Harry Dodge, som er 'gender-fluid' og i løbet af bogen gennemgår en kønsskifteoperation. Undervejs bliver forfatteren gravid og føder deres fælles barn. Som argonauternes skib, Argo, der i den græske mytologi skiftes ud bid for bid, men alligevel beholder sit navn og sin identitet, ændrer Nelsons personer sig, alt imens det bliver klart, hvordan kærligheden kræver forandring — og hvordan al forandring kræver kærlighed.

Resultatet er en genre-blandende, krompomisløs og dybt personlig erindringsbog, som er blevet sammenlignet med Roland Barthes og Susan Sontags mest banebrydende værker.
175 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2019
Udgivelsesår
2019
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Citater

  • metteovehar citeretfor 3 år siden
    Det er med andre ord umuligt at formulere mit køns virkelighed i almindelig diskurs, og dét af en strukturel, eidetisk årsag. Mit køn er fjernet, i det mindste som en subjektegenskab, fra den prædikative mekanisme, der sikrer en sammenhængende samtale.

    Irigarays svar på dette dilemma? at ødelægge ... [men] med ægteskabelige metoder ... Den eneste mulighed, der var tilbage for mig, skriver hun, var at flirte med filosofferne.
  • metteovehar citeretfor 3 år siden
    Den dårlige læsning [af Kønsballade] går cirka sådan her: Jeg kan stå op om morgenen, kigge i skabet og beslutte, hvilket køn jeg vil være i dag. Jeg kan tage noget tøj ud og ændre mit køn: style det, og så kan jeg skifte igen om aftenen og være noget helt andet, så det, man i virkeligheden står med, er en slags kommercialisering af køn og en idé om det at vælge køn som en form for forbrugerisme ... Når hele min pointe i virkeligheden gik på, at selve dannelsen af et subjekt, selve dannelsen af et menneske, i en vis forstand forudsætter køn – at køn ikke er noget, man vælger, og at »performativitet« ikke er et radikalt valg, og at det ikke er frivilligt ... Performativitet har at gøre med gentagelse, meget ofte med gentagelsen af undertrykkende og smertelige kønsnormer for at tvinge dem til at blive ved med at give betydning. Det er ikke frihed, men et spørgsmål om, hvordan man forholder sig til den fælde, man ikke kan slippe ud af.
  • metteovehar citeretfor 3 år siden
    Man kan bestræbe sig på at føle sig virkelig, man kan hjælpe andre med at føle sig virkelige, og man kan selv føle sig virkelig – en følelse, Winnicott beskriver som den samlede, elementære oplevelse af at være i live, »det levende kropsvæv og kropsfunktionernes måde at arbejde på, hjertefunktionen og åndedraget inklusive,« som gør spontane bevægelser mulige. For Winnicott er det at føle sig virkelig ikke en reaktion på ydre stimuli, og det er heller ikke en identitet. Det er en sansning – en sansning, der spreder sig.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)