To søstre — tvillinger er de oven i købet — og voksne — er sammen i bil på vej til en ferieby et sted i Sydeuropa. Deres mål er at besøge en onkel, der vistnok opholder sig på en slags hospital, angivelig fordi han lider af noget, der ligner paranoia. Under alle omstændigheder er han patient og under behandling eller opsyn. Og efter planen skal søstrene bo i hans lejlighed og derfra besøge ham på hospitalet i nærheden.
På vejen til bestemmelsesstedet bliver de indblandet i et mindre trafikuheld, idet de påkører en kvinde på en knallert. Det er uklart om det er romanens fortæller, Flora — den ene af de to søstre — der er skyld i den uheldige hændelse — fordi hun et kort øjeblik sov ved rattet. Eller måske var kvinden med knallerten selv den skyldige. Gang på gang dukker hun op — også i onklens lejlighed — måske for at afkræve dem erstatning, måske af andre årsager.
I det hele taget står uvishederne i kø i denne lille, fortættede roman. Fortælleren Flora har engang haft et forhold til en mand ved navn Møller, som søsteren Rosa nu har overtaget — eller hun har måske snarere taget ham. Naturligvis har Flora og Rosa en fortid sammen, men den får vi ikke meget at vide om. Står Floras fortælling til troende, hersker der dog ikke tvivl om at hendes søster ikke alene er mere attraktiv for mænd, hun er charmerende og social og udadvendt, hvorimod Flora er en hæmmet og socialt usikker kvinde — og plaget af temmelig forskruede tankebaner.
Romanen er fortalt med Sidsel Falsig Pedersens umiskendelige tørre humor, handlingen er kondenseret og foregår i et genkendeligt og mærkværdigt hverdagsunivers, men hvor det surreelle og det forrykte hele tiden bryder igennem og gør alt foruroligende.
