Citater fra »forsvindingsnumre« af Amalie Langballe

Hende den anden har sikkert gang i en ivrig livmoder og et velfungerende modergen, og hun har vel også rolige øjne uden helvede og højvande.
nyt mørke kaster som bekendt nye skygger.
”Ja, hun betød meget. Rigtig meget.”

Alt.
Jeg gider ikke prøve at forklare ham, at det netop er usikkerheden, der kommer til at holde ham vågen om natten og lamme ham om dagen. Jeg gider heller ikke prøve at forklare ham, at det er et eller andet sted mellem ikke-så-slemt og ikke-helt-godt, at han kommer til at forlade sig selv for sygdommens skyld. At sygdommen er et rum, han går ind i og ikke kommer til at forlade igen, og det er sådan, det er: Man løber rundt i aflukkede rum uden døre.
Sygdom udøver sin egen tiltrækningskraft på mennesker, der løber mod katastrofer med åbne øjne, og Lise er, sammen med så mange andre kvinder, åbenbart et af de mennesker, men hvorfor vælge kampen, når du kan tage flugten, og for helvede, hvor er du forudsigelig, Lise.
Hvad er det her?”

”En voodoodukke, jeg har fået af Vibe. Jeg kalder ham David Woster Fallace.”
mine arme opdager jeg en masse små sår, som cremen ikke kan opbløde, men det er der ikke noget at gøre ved, og jeg trækker nogle af skorperne af og åbner for de lyserøde ar, de kommer til at føles blødere på den måde. Jeg har altid haft et eller andet med at åbne sår på mig selv.
For at hjælpe mor tog du med ind i de syges skyggeverden, og du prøvede det bedste, du kunne, at rive lunser af dig selv, så noget kunne lindres i mor. Du trevlede dit sind i stykker, og nu flosser det i kanterne. Du troede, at kødstykkerne så måske ville komme tilbage, når mor gik fra syg til død, men hun må have taget dem med sig, og det var heller ikke, fordi du skulle bruge dem. Det er bare, at du nu er lidt død allerede. Du gav noget af dit liv, og du fik noget af hendes død. Sådan er kredsløb. Du prøvede at hjælpe, gjorde du ikke.
Du kan aldrig igen opleve lige netop det.

Det tror du, der er en styrke i, men snart vil du opdage, at der er noget, der gør mere ondt end at have en syg mor, og det er at have en død mor. Det vidste du godt, sådan dybt nede i marven, men kræft har holdt dig som gidsel i mange år og har udpint dig som et dyr, så du var hemmeligt begyndt at håbe, måske endda tro på, at en hvilken som helst forandring måtte være bedre end det, du var begyndt at se som uudholdeligt. Du kan ikke mere med en mor så syg så syg så syg, og du kan slet ingenting helt uden hende heller
Man ånder lettet op, når man står ved den døde. Som om man har holdt vejret rigtig længe, og nu kan man så få luft igen.
Der ligger også et paradoks her og lurer, for mens kæledyrene bliver elsket præcis på grund af deres afhængighed af ejerne, så er det omvendt med mennesker. Man kan nærmest ikke elske den, der behøver en.

Når de her mennesker, der bærer en, så er på vej væk, har man lyst til at råbe,

“Bliv.”

Men man ved godt, at hvis de råbte tilbage,

”Hvorfor skulle jeg?” ville man ikke have et godt svar på hånden, og der ville opstå en lang, akavet stilhed, som hvis nogen havde bedt en om at tage kvadratroden af 87 uden lommeregner.
Et biprodukt af at være i sorg og på et helt overordnet plan ikke at have styr på sit liv er, at man objektivt set bliver en byrde for sine omgivelser: en ting, nogen skal bære rundt på ryggen. Og de fleste mennesker har det fint nok med at være den person, men de fleste mennesker fører også, om de vil det eller ej, et regnestykke over, hvor mange timer, dage, år de har været den, der skulle have styr på lortet, og de begynder lige så stille at se den person, de har båret rundt på, som noget, de gerne vil give videre til en anden, som en hadegave fra en onkel, man fik tilbage i de tidlige 00’ere, og som har været sjov nok og i perioder ikke noget stort problem at have med rundt, men nu har man fundet den person, man vil flytte sammen med og stifte familie med, og så bliver den der onkelgave bare for kikset og for besværlig hele tiden at skulle forklare.
På vej hen ad Fiolstræde slår det mig, at jeg kan lære Lise ikke at være så gammel og så forelsket, for det er en skændsel at være voksen og forelsket på den måde. Hun skal aldrig igen tro, at hun har brug for en mand, og hun skal aldrig igen føle, at der er tidspunkter, hvor kun mandehænder kan holde hende oppe. Hun vil komme til at lære at være alene om natten og gennem dagen, i kulde og i varme, i live og som død.
Jeg prøver at tage ham i hånden, men han trækker den til sig. Oscar siger, han kun kan lide fysisk kontakt, når han knepper eller slås. Det er en af de ting, man siger, hvis man virkelig mener det eller ikke mener det overhovedet, og jeg ved ikke, hvilken en af dem det er med Oscar. Men han vil aldrig holde i hånd.
jeg har lyst til at flå terrassedøren op og bede hende stikke det vulgære sprog op i fissen på sig selv, for det er ikke til at holde ud at høre på, og vi er faktisk nogle, der står og smuglytter ude i køkkenet,
Jeg kender de fleste, for det gør man i København. Det er den hyggeligste klaustrofobi, du nogensinde kommer til at kende, og det er okay, og det er overhovedet ikke okay.
Man tror, man møder den første person i sit liv, hvis yndlingsbog også er The Pale King af David Foster Wallace, men i virkeligheden har man bare mødt Vibe, der synes, det er vigtigere, at folk kan lide hende, end at de ved, hvem hun er, og det er en solid strategi, der virker som en drøm.
Ligesom andre mennesker har jeg brug for en historie, jeg kan leve med, og ikke sandheden, som tingene skete.
Det er også det, man giver sine børn, når man siger, man har givet dem livet.
Det er, som om folk glemmer alt det, når de får deres små børn. Man giver dem ikke bare livet i form af de første ubekymrede år med babyfedt og børnefødder og slik på fredage og bare rolig, mor samler dig op. Man giver dem også ungdomstvivl og voksenangst. Man giver dem den dag i gymnasiet, hvor de bryder sammen på toilettet, for verden kollapser omkring dem i et inferno af biologirapporter til næste uge og sladder-rapporter fra sidste weekend og pigen, der ikke vil ses mere, for ham fra idrætslinjen har citat ”bare mere at byde på”. Og igen som voksne skal de finde sig selv på et toilet, for de har et arbejde, de tror, de har snydt sig til, og nu er den dag kommet, hvor deres chef har opdaget deres bedrag, så de hyperventilerer med tårer i øjnene, og de har virkelig gjort deres bedste, men de ved ikke, om det var godt nok, og de tør ikke lige nu gå ud og finde ud af det. Man giver dem dage med kedsomhed, og man giver dem dage med sorg. Man giver dem dage, hvor de er vrede, og man giver dem til en verden, der ikke har brug for dem og måske ikke kan lide dem.
bookmate icon
Én betaling. Stakkevis af bøger
Du køber ikke bare en bog. Du køber et helt bibliotek… til samme pris!
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)