Henrik Pontoppidan

Lykke-Per

    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Vore Jernbaner, som jeg ellers af Hjertet priser, forleder os til Utroskab mod Naturen . . . gør os ulydige mod dens faderlige Bud. Når jeg ser sådan et langt, sort Jernbaneuhyre fare hvislende henover Guds grønne Jord, kommer jeg altid til at tænke på Slangen i Paradiset. I gamle Dage, når jeg havde Ærinde i Købstaden, tog jeg mangen Gang til Apostlenes Heste for at spare min Forpagters, — det var to Mil frem og to Mil tilbage på samme Dag. Og alligevel faldt Tiden mig aldrig så lang som nu, når jeg ruller ind med Toget på en lille halv Time, — jeg er ude af mig selv af Utålmodighed, bare det er forsinket fem Minutter.
    Kirsten Nielsenhar citeretsidste år
    »Hvad er det?«
    »Har Hr.
    Jes Henrik Arbovhar citeretfor 2 år siden
    Det blev nu ingenlunde den eneste Gang, at Per fik et sådant fortroligere Indblik i disse "Uafhængiges" Indre og til sin Overraskelse skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et andet Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med dem og deres nye Religion
    Peder Hagbert Hansenhar citeretfor 2 år siden
    Madam Olufsen var næst en lige så høj som sin Mand, havde dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en grå Moustache over Overlæben
    Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
    »Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom Gud ikke var til, måtte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen, når den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, måtte man se at få ham afskaffet, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der gør det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan man med rent Hjerte give en Tigger en Almisse, når man tror eller har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i Himlen og ser derpå og nikker bifaldende?«
    Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
    Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal åbenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Når vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utålmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formålet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmål end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gåde vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, så uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, sådan som jeg udgik fra Naturens Hånd, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget
    Haydar Anwar Rezahar citeretfor 2 år siden
    ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal åbenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Når vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utålmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formålet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmål end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gåde vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, så uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, sådan som jeg udgik fra Naturens Hånd, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk såe han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten, hvorom han uklart havde drømt, og med hvilken han følte sig selv i Slægt.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    For første Gang i sit Liv grebes han her, af en historisk Stemning. Hans Blik havde hidtil udelukkende været rettet anelsesfuldt fremad mod den forventede Stortid, — Fortiden havde aldrig sysselsat ham.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Vant, som han fra Matematiken og Naturvidenskaberne var, til at søge Beviset gennem Slutningsrækker, gik han bestandig fra den ene Bog over til de andre, hvortil der i denne var bleven henvist, og forfulgte fra disse Tankegangen tilbage til endnu ældre Værker for således at finde ind til den oprindelige Begrundelse, det enkle, endegyldige Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Han havde bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette af sin Sjæl enhver bitter og ydmygende Erindring, at den kunde blive som en ubeskreven Tavle for Lykkens og Sejrens funklende Guldskrift. Derfor fandtes der hverken på hans Bord eller på hans Væg så meget som et lille Billede, et Prospekt eller et Portræt, der kunde minde ham – og fortælle Andre – om det Hjem, han havde forladt og ikke ønskede at gense.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Denne de Gamles tillidsfulde Tro på hans Fremtid havde heller ikke været uden Indflydelse på den Tiltrækning, det lille Nybodershjem havde øvet på ham. For første Gang, siden han som lille Dreng blev kåret til Høvding af Ungdomskammeraterne derhjemme i Tømmergårdene, mødte han her Mennesker, der troede på ham og fuldt ud værdsatte ham således, som han selv mente at fortjene det
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Med den første, fulde Fornemmelse af sin Frihed – på én Gang benauende og mægtigt berusende – hørte han disse hidtil så forhadte Toner dø ligesom klagende hen i det Fjerne og tilsidst forstumme. Underverdenens Spøgelserøster havde ikke længer nogen Magt over ham, hverken til det onde eller til det gode. Han var fri. Troldehammen var afkastet. Lysets Verden lå åben for
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    ved at vælge en sådan rent praktisk Livsgærning på den tydeligst mulige Måde udskille sig fra sin Slægt og bryde med dens århundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udfordring til Familjen, navnlig til Faderen, der en Gang, da der blandt Byens Borgere herskede stor Bevægelse i Anledning af, at der var fremkommet Forslag om ved en omfattende Regulering og Uddybning af Fjordindløbet at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet, ved Middagsbordet havde udtalt sig meget overlegent og yderst ringeagtende om den hele Sag.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Han var overhovedet ikke længer rådvild med Hensyn til sig selv. Han havde allerede lagt en fuldfærdig Plan for sit Liv. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm om et frit omflakkende Liv, fuldt af Æventyr og spændende Tildragelser.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Søn, forfulgte ham under hele Opvæksten. Den blev tilsidst hans fikse Idé. Den gav ham nemlig ikke alene en Forklaring på hans Særstilling i Hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel, halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han følte sig bestandig dybere beskæmmet af den Fattigdom, hvori Familjen levede, af Moderens forknytte Kniben på alt udover det allernødtørftigste, af sine afstikkende, hjemmesyede Klæder, der allevegne vakte Smil og Medynk. Han havde ikke været gammel, før han hellere sultede en hel Dag på Skolen, end han var at formå til i Kammeraternes Påsyn at spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad
    Sune Bødiker Mortensenhar citeretfor 3 år siden
    Der drog engang en Mand fra den Byen Jerico, og han faldt imellem Røvere
    Ingvild Alnæshar citeretfor 3 år siden
    Thi Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig.«
    Ingvild Alnæshar citeretfor 3 år siden
    Da han engang havde taget Mod til sig og tilstået dette også for Assistenten, havde denne på sin rolige Måde svaret, at han i så Fald ikke havde fundet sit naturlige Voksested, hvor han alene vilde kunne lære den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst. Men da Skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette Voksested, svarede han, at herom kunde det ene Menneske ikke meddele det andet Råd, her måtte enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte.
    Ingvild Alnæshar citeretfor 3 år siden
    Det var snarere med en Følelse af Misundelse, han nu ved Begravelser såe Kisten forsvinde i Jordens Mørke, og der var Tider, da ingen Lyd syntes ham så forjættelsesfuld som de små, hule Drøn, der lød op fra Graven, når de tre Skovlfulde Jord faldt på Kistelåget, —Dødsrigets Ekko, Intethedens Svar og trøsterige Forsikring.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)