Zornig

gjort nogle ting anderledes, men i bund og grund er jeg tilfreds med den effekt, min åbenhed fik. Kvinder og mænd, unge og gamle, ja, selv børn helt ned til 6. klasse har læst min bog og set filmen. Og jeg får stadig henvendelser, der bekræfter det rigtige i at dele mine oplevelser fra barndommen.
Har man oplevet svigt og læser om andre, der også „har været der“, føler man sig mindre alene. Mindre anderledes. Jeg har selv brugt bøger og film på den måde. Og dem, der har haft en god opvækst, bliver klogere på det miljø, jeg kommer fra. Hvad enten det er pædagoger, socialrådgivere eller skolelærere.
En uhensigtsmæssig sideeffekt af min første bog har været, at jeg er blevet indbegrebet af et sundt og bæredygtigt menneske, der er „kommet sig“. Folk tror, jeg lever et harmonisk liv. Den forestilling vil jeg gerne gøre op med. Jeg er langt fra perfekt – jeg er ikke engang i nærheden af at være det. Jeg er bare god til at lade som om.
Denne bog er skrevet til de mange mennesker med senfølger, der i deres spejling i den voksne Lisbeth føler sig mangelfulde og mislykkede. Som tænker: „Hvorfor er mit liv ikke blevet lige så vellykket som Lisbeths? Hvorfor er jeg ikke landet lige så godt i voksentilværelsen? Hvad er det, jeg ikke kan finde ud af?“
Når du har læst denne bog til ende, vil du forhåbentlig sidde tilbage med et smil på læben og ro i sindet over, at mit liv kan være SÅ langt ude, så grimt, så uheldigt og så kikset, at det indimellem nærmer sig det groteske. At navigere i to så forskellige miljøer som middelklasse-København og underklasse-Nakskov er en uskøn – og til tider ufrivillig morsom – balancegang. Du vil også opdage, at mine krigsskader fra barndommen trækker lange skygger ind i mit voksenliv. På nøjagtig samme måde, som det er tilfældet for de hundredtusinder voksne, der hver dag hopper fra tue til tue i forsøget på at holde sammen på et skrøbeligt voksenliv med masser af snubletråde fra fortiden.
Tag godt imod mine bekendelser. Hvis du bare kan undgå et eller to af mine fejltrin, er jeg glad. Og er du pårørende eller fagperson til et voksent menneske med senfølger, så håber jeg, at bogen giver dig lyst til at kramme den sociale krigsveteran ved din side, når han eller hun er allergrimmest

Jeg forsøger stadig at få greb om angsten. At forstå, hvad der udløser den, og hvornår. Hvordan jeg tæmmer bæstet. Jeg ved, hvad den er skabt af. Jeg genkender den hos hjemvendte soldater, der efter flere år stadig kigger efter snigskytter, når de går strøgtur. Mange års regulær barndomsfare har sat sig i mit nervesystem. Angst er ikke altid dårligt. Angsten gjorde mig godt, dengang den passede på mig. Den sikrede, at jeg var på vagt og derved undgik det værste.