The Hate U Give

Børsten var tyk og sort nok til, at han kunne tro, det var en pistol.“

„Og Khalil var sort nok,“ tilføjer min far.

„Se, det ser ud, som om hun sover,“ sagde min mor til mig, men da jeg forsøgte at vække hende, åbnede hun ikke øjnene.

Der var engang en dreng med nøddebrune øjne og smilehuller. Jeg kaldte ham Khalil. Resten af verden kaldte ham en gangster.
Han levede, men slet ikke længe nok, og resten af livet vil jeg huske, hvordan han døde.
Er det et eventyr? Nej. Men jeg opgiver ikke håbet om en bedre slutning.
Det ville være let at opgive, hvis det bare handlede om mig, Khalil, den aften og den politimand. Men det handler om meget mere end det. Det handler om Seven. Sekani. Kenya. DeVante.
Det handler også om Oscar.
Aiyana.
Trayvon.
Rekia.
Michael.
Eric.
Tamir.
John.
Ezell.
Sandra.
Freddie.
Alton.
Philando.
Det handler endda om den lille dreng i 1955, som ingen kunne genkende til at begynde med. Emmett.
Og det, der er vanvittigt, er, at der er så mange flere. Alligevel tror jeg, det ændrer sig en dag. Hvordan? Det ved jeg ikke. Hvornår? Det ved jeg overhovedet ikke. Hvorfor? Fordi der altid vil være nogle, der er parate til at kæmpe. Måske er det min tur.
Andre kæmper også. Selv i Garden Heights, hvor det nogle gange føles, som om der ikke er meget, der er værd at kæmpe for. Folk indser, at noget er galt, og de råber, de går på gaden, de stiller krav. De glemmer ikke. Jeg tror, det er det vigtigste.
Khalil, jeg glemmer aldrig.
Jeg giver aldrig op.
Jeg tier aldrig stille.
Det lover jeg.