Jesus og Kristus

Dette individ, Jesus, blev anledning til at menneskeånden blev sig denne idé bevidst, ideen om at menneskelig og guddommelig natur forenes i menneskearten, en idé ganske vist som „den gamle verdens åndelige niveau, og folkets åndelige niveau til enhver tid, kun formår at anskue i et individs konkrete skikkelse“ (2, s. 735)!

Mens Renan dristede sig til at skildre Jesus’ psykologiske udvikling, frakendte Strauss de kristne myter egentlig historisk værdi. Men trods sit dengang umådeligt kætterske synspunkt ville han ikke med sine myte-analyser tage grunden bort under troen, han ville tværtimod give den et solidere grundlag i Hegels filosofi og hæve den til et højere åndeligt stade, til tro på en idé, ikke bare på et individ.

Kun et enkelt sted (Mk. 10,45 par.) siger Jesus selv at han er kommet for at „give sit liv som løsesum for mange“; ellers gør han ikke Guds tilgivelse betinget af at mennesker tror på ham selv, endsige af sin egen død. Gud tilgiver menneskene hvis de tilgiver hinanden (Mat. 6,14). Det er svært at se en sammenhæng mellem Jesus’ Fader der er „god mod de utaknemlige og onde“ (Luk. 6,35) og den strenge gud der ikke kan tilgive de syndige mennesker, men kræver sin egen søn som offer for dem