Philip Pullman

Forestillinger om Støv 2 – Det Hemmelige Samfund

    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    han begyndte at evaluere de nyheder, købmanden havde viderebragt til ham. Men der havde været noget ved måden, manden havde set på ham på, mens han fortalte, noget overrasket, måske skeptisk, måske tvivlrådigt. Det havde været svært at aflæse. Delamare kendte i forvejen en del til disse mænd fra bjergene, og hans formål med at spørge til det var udelukkende at finde ud af, hvor meget andre kendte til dem
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Gæsten bukkede og gik. Delamare placerede flasken med olien i en skrivebordsskuffe og låste den, hvorefter
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Bjergpassene er sikre, eller det plejede de at være, for stierne er velbetrådte. Men måske ikke mere. Alle bjerge er farlige. Hvem ved, hvilke mennesker der lever der? Bjergene er tilholdssteder for ånder, monstre. Ethvert menneske, der lever blandt dem, bliver vilde og grusomme. Og så er der fuglene, oghâb-gorger. Der verserer historier om de fugle, som ville skræmme livet af enhver rejsende.“
    „Jeg er interesseret i mændene. Hvad siger folk om dem? Er de organiserede? Har de en leder? Ved man, hvorfor de tilintetgjorde forsøgsstationen i Tashbulak?“
    „Så vidt jeg har forstået, fordi de anså stationens undersøgelser for blasfemiske.“
    „Fortæl mig om deres tro. Hvad regnes for blasfemisk hos dem?“
    Købmanden rystede på hovedet og slog beklagende ud med hænderne.
    Delamare nikkede langsomt og slog let på en lille bunke sammenfoldede og plettede kvitteringer. „Er det de påløbne udgifter?“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Det var sælgeren, der informerede mig om det. Han fortalte, at han ved sin sidste rejse til forsøgsstationen fandt folkene i en tilstand af frygt efter trusler om tilintetgørelse, hvis ikke de ophørte med deres forsøg. De var i færd med at pakke og gøre forberedelser til at komme væk. Men på et tidspunkt, efter jeg forlod Akchi, og før jeg ankom hertil, hørte jeg, at stationen var blevet tilintetgjort. Alle, som stadig befandt sig der, videnskabsfolk såvel som lokale arbejdere, var enten flygtet eller blevet dræbt.“
    „Hvornår fik du det at vide?“
    „Det er ikke længe siden. Nyheder spredes hurtigt.“
    „Hvem var det, der ødelagde stedet?“
    „Mænd fra bjergene. Mere ved jeg ikke.“
    „Hvilke bjerge?“
    „Der er bjerge i nord, vest og syd. I øst er der kun ørken, den værste i verden. Bjergpassene er sikre, eller
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    „Det vil sige, at rosenolien handles så langt vestpå.“
    „Jeg havde på forhånd ladet det rygtes, hvad jeg var ude efter,“ sagde den rejsende og tog sine briller af. „Forhandleren var kun kommet for at møde mig. Han kunne sagtens have solgt det til medicinalfirmaet, men han var en ærlig mand.“
    „Medicinalfirmaet? Hvilket firma?“
    „Der er tre eller fire af dem. Vestlige firmaer. De er villige til at betale en hel del, men det lykkedes mig altså at erhverve denne prøve. Jeg har regningen –“
    „Du skal få dine penge. Men først har jeg endnu et par spørgsmål. Hvem forseglede flasken med voks?“
    „Det gjorde jeg.“
    „Og har den været i din varetægt hele vejen?“
    „For hvert skridt.“
    „Og har den en udløbsdato, denne olie? Vil dens egenskaber udvandes med tiden?“
    „Det ved jeg ikke.“
    „Hvem køber den? Hvem er denne forhandlers kunder?“
    „Han sælger ikke kun olie, monsieur, men også andre produkter. Mere gængse varer som helbredende urter, krydderier til madlavning og den slags. Alle kan komme og købe, hvad de vil. Den særlige olie bliver hovedsagelig brugt af shamaner, så vidt jeg ved, men der er en videnskabelig forsøgsstation i Tashbulak, som –“ han måtte have brillerne på, da han studerede kortet igen, „– som ligesom ørkenen ligger lige uden for dette kort. Han har ved enkelte lejligheder solgt olien til videnskabsfolkene. De var meget ivrige efter at erhverve sig den og betalte prompte, om end ikke helt så meget, som medicinalfirmaerne betaler. Jeg bør sige, at der var sådan en station indtil for nylig.“
    Delamare rettede sig langsomt op i stolen „Der var?“ sagde han. „Forsæt.“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Nej, monsieur.“
    „Heldigt for dig. Byen, hvor du købte olien – vis mig den på kortet her.“
    Delamare rejste sig for at hente et landkort og foldede det ud på bordet foran den rejsende. Det viste en region på omtrent fire hundrede kvadratkilometer, med bjerge i syd og nord.
    Gæsten tog et par oldgamle ståltrådskantede næsebriller på, før han studerede kortet. Han pegede på et punkt nær den vestlige kant. Delamare fulgte med og vendte dernæst sin opmærksomhed mod den østlige side, hans blik gled søgende frem og tilbage.
    „Karamakan-ørkenen ligger en smule længere mod sydøst, end dette kort viser,“ sagde den rejsende.
    „Hvor langt fra den by, du nævnte, fra Akchi?“
    „Fem hundrede kilometer, mere eller mindre.“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    „Findes der en oversættelse til et af de europæiske sprog?“
    „Jeg tror, der findes en på fransk, men den menes ikke at være helt udførlig.“
    Delamare noterede det. „Og hvad så du under indflydelse af denne olie?“ spurgte han.
    „Jeg så en nimbus eller en glorie komme til syne omkring forhandleren, det var glitrende partikler af lys, mindre end et gran mel. Og mellem ham og hans daimon, en spurv, svævede en konstant strøm af disse lyspartikler frem og tilbage mellem dem, uophørligt fra den ene tilbage til den anden. Mens jeg betragtede det, slog det ned i mig, at jeg overværede noget fundamentalt og sandt, noget, som jeg herefter aldrig ville kunne fornægte. Visionen fortonede sig og forsvandt, og da vidste jeg, at rosenolien var ægte, så jeg betalte forhandleren og rejste tilbage hertil. Jeg har disse kvitteringer, som–“
    „Læg dem bare på bordet. Har du talt med nogen andre om dette?“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    „Jeg har selv testet den,“ sagde gæsten. „Efter forhandlerens instrukser dryppede jeg en minimal dråbe på min lillefinger og holdt den ind mod mit øjenæble. Det er åbenbart sådan, shamanerne gør, når de bruger olien. Smerten var øjeblikkelig og chokerende, hvilket var grunden til, at forhandleren først havde insisteret på, at vi forlod tehuset og tog til hotellet, hvor jeg boede. Jeg kom til at skrige af chok og smerte. Jeg ville skylle mit øje i en fart, men forhandleren rådede mig til at sidde stille og lade det gå sin gang. At skylle det ville kun få smerten til at brede sig. Efter ti-femten minutter begyndte den værste smerte at fortage sig. Jeg kunne se de effekter, som beskrives i digtet om Jahan og Rukhsana.“
    Delamare havde skrevet gæstens ord ned i takt med, at han fortalte. Nu holdt han inde og afbrød med en løftet hånd. „Hvad er det for et digt?“
    „Digtet hedder Jahan og Rukhsana. Det fortæller eventyret om to elskende, der leder efter en have, hvor roser gror. Da de to elskende anført af fuglenes konge til sidst træder ind i rosenhaven efter mange trængsler, velsignes de med visioner, som folder sig ud ligesom rosernes kronblade og afslører sandhed efter sandhed. I snart tusind år er dette digt blevet holdt i ære i de regioner af Centralasien.“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Jeg har selv testet den,“ sagde gæsten. „Efter forhandlerens instrukser dryppede jeg en minimal dråbe på min lillefinger og holdt den ind mod mit øjenæble. Det er åbenbart sådan, shamanerne gør, når de bruger olien. Smerten var øjeblikkelig og chokerende, hvilket var grunden til, at forhandleren først havde insisteret på, at vi forlod tehuset og tog til hotellet
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    troldmand, der har fået dig til at glemme alt, hvad du har haft kært, alt det mystiske, alle de steder, hvor skyggerne holder til. Kan du ikke se tomheden i de verdener, de beskriver, ham og Talbot? Du synes jo i virkeligheden ikke, verden er så gold. Det kan du da ikke, vel? Du er fanget i en tåge – det må du være.“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Så sagde han: „Det er ikke kun det, du gjorde dengang. Det er, hvad du gør nu. Jeg sagde det til dig forleden: Du slår dig selv ihjel, og mig med, med den måde, du tænker på. Du er i en farvestrålende verden, og du ønsker at se den i sorthvid. Som om Gottfried Brande er en slags troldmand, der har fået dig til at glemme alt, hvad du har haft kært, alt det mystiske, alle de steder, hvor skyggerne holder til.
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    „Det ville være bedre, hvis du havde mere fantasi. Men –“
    „Hvad er det, du siger? Mener du, at jeg ikke har nogen fantasi?“
    „Du prøver at leve uden den, det er, hvad jeg siger. Det er de bøger igen. En af dem siger, at den ikke eksisterer, den anden siger, at den ikke spiller nogen rolle, når det kommer til stykket.“
    „Nej, nej …“
    „Jamen, hvis du ikke vil høre min mening, så lad være med at spørge mig.“
    „Men det var jo ikke, fordi …“ Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun følte sig ude af sig selv, mens han betragtede hende udtryksløst. „Hvad skal jeg gøre?“ spurgte hun.
    Hun mente med os. Men hans svar lød: „Altså, du bliver nødt til at kunne bruge din fantasi. Men det er ikke let for dig, er det?“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    og rationalitetens og logikkens appel. Nej – ikke appel – jeg overbevises af det. Det er ingen følelsesmæssige anfald. Det er helt og aldeles et spørgsmål om rationel –“
    „Så følelser skal altså opfattes som anfald, synes du?“
    „Du opfører dig simpelthen –“
    „Nej, du lytter ikke til mig, Lyra. Jeg tror ikke, vi har noget tilfælles længere. Jeg kan ikke holde ud at se dig forvandles til sådan et uforsonligt, reduceret uhyre af kold logik. Du forandrer dig, det er pointen. Og jeg bryder mig ikke om det. For pokker, vi plejede at advare hinanden om den slags –“
    „Og du mener, at det hele er en romans skyld?“
    „Nej. Det er også ham Talbots skyld. Han er lige så slem, på en kujonagtig måde.“
    „Talbot? Simon Talbot? Nu må du se at bestemme dig, Pan. Der findes ikke to mere forskellige intellektuelle. De er komplette modsætninger. Ifølge Talbot er der ingen sandhed. Hvorimod Brande –“
    „Har du overset det kapitel i The Constant Deceiver?“
    „Hvilket kapitel?“
    „Det, som jeg måtte udholde dig læse igennem i sidste uge. Du tog det åbenbart ikke til dig, selvom jeg var nødt til det. Kapitlet, hvor han postulerer, at daimoner blot er – hvad var det nu? – psykologiske projektioner uden et uafhængigt selv. Det kapitel. Velargumenteret, velskrevet i et charmerende, elegant sprog, vittigt og fuldt af begavede paradokser. Du ved udmærket, hvilket kapitel det er.“
    „Men du har jo ingen uafhængig virkelighed. Det ved du jo. Hvis jeg døde –“
    „Det har du heller ikke, din dumme ko. Hvis jeg døde, ville du gøre det samme. Touché.“
    Hun vendte sig fra ham, for vred til at sige noget.
    Simon Talbot var en Oxford-filosof, hvis seneste
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    smule ængstelse: Det var en stille overbevisning om, at neden under hver eneste omstændighed var alt godt, og verden var hendes sande hjem, som om der herskede mægtige hemmelige kræfter, der passede på hende.
    Hun blev siddende i en time uden at tænke på tiden, styrket af denne nye mærkelige sindsstemning, og så gik hun i seng og faldt omgående i søvn
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    At følge med i det farverige gadeliv dernede gjorde Lyra lettere om hjertet. Hun havde ikke været bevidst om den knugende uro, hun følte, men det skyldtes, at uroen var overalt, indbygget i selve verdens molekylære struktur, sådan føltes det i hvert fald. Men nu var den ved at lette, som tunge grå skyer, der stille opløstes og forsvandt for at give plads til en klar og åben himmel. Hun kunne mærke sig selv og den fraværende Pantalaimon blive lette og frie. Der måtte være sket noget godt for ham, tænkte hun.
    Hun begyndte uvilkårligt at tænke på roserne og Støv. Gaden under hende var mættet med Støv. Menneskelivet frembragte, opretholdt og berigede det: Det fik alting til at lyse op som det pureste guld. Hun kunne næsten se det. Det hensatte hende i en stemning, hun ikke havde følt så længe, at den næsten var blevet hende fremmed, men hun accepterede den med en
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    „I kommer aldrig til at forstå fantasien, før I erkender, at den ikke handler om at finde på, men om at forstå. Hvad har I ellers skændtes om?“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    konkret virkelighed.
    Hun sukkede. Hun holdt alethiometeret løst mellem sine hænder, strøg sine tommelfingre over dets riflede tandhjul, følte den velkendte tyngde, betragtede åndsfraværende refleksionen fra lampelyset, der glimtede i metallet i takt med, at hun vippede og drejede det.
    „Tja, Pan, jeg prøvede,“ sagde hun lavmælt. „Det gjorde du også for en stund. Du kunne bare ikke fortsætte. Du har mistet interessen. Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke fortsætte på den måde. Hvorfor hader du mig så meget? Hvorfor hader jeg dig? Hvorfor kan vi ikke holde ud at være sammen med hinanden?“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Det var dog … jeg ved virkelig ikke … Pan, jeg ved simpelthen ikke, hvad du taler om. Det er, som om vi taler forskellige sprog. Det har ikke noget at gøre med …“
    „Hvad er det egentlig, du prøver at finde ud af?“
    „Jeg er ikke længere sikker på det. Du har forvirret mig. Men uanset hvad, er der noget galt. Jeg ville bare finde ud af, hvad det kan være.“
    Han så væk, lod sin hale svinge fra side til side, hvorefter han vendte sig om og sprang over i den gamle chintz-betrukne lænestol og rullede sig sammen for at sove.
    Ingen fantasi? Prøver at leve uden fantasi? Hun havde aldrig i sit liv overvejet, hvad hendes fantasi var for en størrelse. Hvis hun havde, ville hun nok have tænkt, at det aspekt af hende var mest fremherskende i Pan, eftersom hun selv var praktisk, konkret, jordbunden … Men hvordan kunne hun vide det? Andre mennesker lod til at betragte hende som sådan, de behandlede hende i hvert fald sådan. Hun havde venner, som hun ville kalde fantasifulde; de var vittige, sagde overraskende ting eller var tilbøjelige til lade sig rive med af dagdrømme. Var hun ikke sådan? Åbenbart ikke. Hun havde aldrig forestillet sig, at det ville gøre så ondt at få vide, at hun manglede fantasi.
    Men Pan havde sagt, at det var på grund af de bøger. Det var sandt, at fortællingen i The Hyperchorasmians fremstillede kunstneriske mennesker, poeterne og de spirituelle drømmere, med en tone af foragt. Mente Gottfried Brande, at fantasien i sig selv var værdiløs? Lyra kunne ikke huske, at han nogensinde nævnte det direkte: Hun måtte slå det op og finde ud af det. Hvad Simon Talbot angik, så stillede han sin egen fantasi til skue i The Constant Deceiver i en charmerende, men hjerteløs leg med sandheden. Effekten var blændende, svimlende, som om der ikke var noget ansvar, ingen konsekvens, ingen
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    Det ville være bedre, hvis du havde mere fantasi. Men –“
    „Hvad er det, du siger? Mener du, at jeg ikke har nogen fantasi?“
    „Du prøver at leve uden den, det er, hvad jeg siger. Det er de bøger igen. En af dem siger, at den ikke eksisterer, den anden siger, at den ikke spiller nogen rolle, når det kommer til stykket.“
    „Nej, nej …“
    „Jamen, hvis du ikke vil høre min mening, så lad være med at spørge mig.“
    „Men det var jo ikke, fordi …“ Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun følte sig ude af sig selv, mens han betragtede hende udtryksløst. „Hvad skal jeg gøre?“ spurgte hun.
    Hun mente med os. Men hans svar lød: „Altså, du bliver nødt til at kunne bruge din fantasi. Men det er ikke let for dig, er det?“
    Dorthe Engerhar citeretfor 3 måneder siden
    ikke engang i nærheden af at opnå en intellektuel forståelse af det. Du har allerede givet op. Du har opgivet alt om at argumentere rationelt. Du kunne lige så godt kaste med sten.“
    Pan vendte sig væk. De talte ikke sammen, da de gik ned til morgenmaden. Det ville blive endnu en tavs dag. Der var noget, han ville have fortalt hende om den lille notesbog i rygsækken, den med navnene og adresserne; men han bestemte sig for at holde det for sig selv
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)