Læreår

For øvrigt – mennesket er et grådigt væsen. Grådigheden er en af dets dyder; det er en misforståelse, eller snarere måske hykleri, at den udgives for en last.

En eller anden klog russer – jeg husker ikke hvem – har sagt, at oplyste menneskers overbevisning er et lige så konservativt element som den uvidende folkemasses vaneforestillinger.

For øvrigt – efterhånden som jeg trængte ind i livets spil, ophørte jeg med at kunne hade, ikke fordi dette er vanskeligt – at hade er en meget let sag – men fordi det er ganske formålsløst, ja, nedværdigende, og til syvende og sidst er det jo blot noget hos én selv, man hader

Jeg brugte mine øjne, hvor jeg kunne, uden at skåne mig selv; og således blev jeg vidne til og fik viden om meget, som det havde været bedst for mig selv at forblive uvidende om; men hvad jeg har set, og hvad jeg véd, kan jeg ikke dølge for mine medskabninger: det er deres liv, det drejer sig om – det brydsomme, vanskelige liv, den tragiske kamp mod dyret i og uden for den menneskelige sjæl.
Eksisterer der på jorden virkelig noget helligt og ophøjet – da er det alene det uafbrudt kæmpende og gennem kampen voksende menneske. Et sådant menneske er værdifuldt – er han mig end aldrig så forhadt.

Der sker intet godt, når den slags skarpe ideer mødes med unge, syttenårige mennesker – ideerne afstumpes ved et sådant møde, og heller ikke de syttenårige vinder derved. Det forekom mig, at jeg gjorde den samme iagttagelse, den nemlig – at menneskene holder af alle slags interessante fortællinger udelukkende af den grund, at de bringer dem til for en stund at glemme livets tunge, men tilvante dagligdag. Jo flere “indfald” i fortællingen, des grådigere sluges den – de interessanteste bøger er de, som er bedst krydret med “indfald

Hvad menneskene søger, er glemsel og tørst – ikke viden …