Ivan Iljitjs død

som altid var den dødes ansigt smukkere og frem for alt mere betydningsfuldt, end det havde været, da han levede.

‘Måske levede jeg ikke, som jeg burde?’ faldt det ham pludselig ind. ‘Men hvordan kan det være tilfældet, når jeg har gjort alt rigtigt?’ sagde han til sig selv og bortjog straks den eneste løsning på hele gåden om livet og døden, som om den var helt umulig

Og jo længere, jo mere dødt. ‘Som om jeg gik støt ned ad bakke, mens jeg forestillede mig at gå op ad bakke. Sådan var det. I den offentlige mening gik jeg op ad bakke, og i nøjagtig samme tempo gik livet ud af mig … Og nu er jeg færdig, så værsgo at dø!’