Barndommens gade

Det er ikke Ester alene natten falder over som et ondt dyr. Den krabler gennem gaden med kolde, slimede fingre og famler sig op ad husmurene og ind over de

je tør kraftstejleme ikke

Da sker der pludselig noget, der får Esters pupiller til at udvide sig og hænderne til krampagtigt at gribe fat i vindueskarmen. Et skrig skærer igennem den øde gård – et langt og underligt nøgent skrig. Kun én gang, så efterfølges det af en langtrukken, pibende jamren, der lige så godt kan stamme fra et dyr som fra et menneske. I første øjeblik kan Ester ingenting sanse – kun går det med forfærdelig tydelighed op for hende, at hun er alene hjemme – og skønt skriget kom udefra, tør hun dog ikke vende sig om mod det mørke sovekammer. Hvad kan det være? siger hendes læber lydløst, hvad kan det dog være? Det var en kvinde, der skreg, eller måske et barn. LISA, tænker hun rædselsslagen og ser stift ned mod førstesalen, hvor gardinet hænger som før, gråt og tillukket. Men skriget glider ind i hende, lever videre, vokser dérinde, til hun ikke kan rumme det. Så rejser hun sig sagte og trækker sig baglæns ud af værelset, stift stirrende over mod forhuset. Med hånden på ryggen lukker hun døren op ud til korridoren, vender sig med et sæt og styrter ud ad entrédøren og sætter fingeren på ringeapparatet ved siden af. Holder den dér, til frk. Thomsen kommer farende ud i en grøn silkekimono og med et stykke wienerbrød i den ene hånd og en stor, blå kaffekande i den anden.