Ildefonso Falcones

Sjælemaleren

Storslået historisk roman om kærlighed, splittelse, passion og kunst
Barcelona, 1901. Kontrasten mellem rig og fattig er stor, og de politiske spændinger ulmer i byens gader. Den spirende arbejderbevægelse vinder styrke, og den konservative, katolske overklasse gør sig klar til kamp.
Kunstneren Dalmau Salas er fanget mellem to verdener. Han er født og opvokset blandt Barcelonas stolte håndværkere, og hans store kærlighed, Emma, er stærkt engageret i arbejderbevægelsen. Men gennem sit kunstneriske virke får Dalmau indblik i en helt ny verden, og snart opsluges han af et overflødighedshorn af rigdom og kreativ nytænkning. I takt med at hans kunstneriske formåen når nye højder, begynder hans politiske overbevisninger og kærligheden til Emma at vakle.
Kan Dalmau fortsat indfange de fattiges elendige forhold i sin kunst, når han selv lever det søde liv? For at finde sig selv må han afgøre, hvad der er vigtigst for ham, både som mand og kunstner.
Sjælemaleren er en underholdende og uforglemmelig fortælling om kærlighed, kunst og hævn i et splittet Barcelona på tærsklen til modernismen.
911 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2020

Lignende bøger

Andre versioner af bogen

Vurderinger

    Bjarne Nielsenhar delt en vurderingfor 4 måneder siden
    👍Værd at læse

    Som altid en god og historisk roman af Falcones

    Per Nielsenhar delt en vurderingfor 4 måneder siden
    👍Værd at læse

    meget spændende og interessant bog fra Barcelonas - i bogen kaldet modernisme - men måske er mere art nouveau eller sessesion stil fortalt igennem det sociale oprør mod kirken og den klerikale herskende klasse.

    Maria-Luisa Londorf Behrendthar delt en vurderingfor 10 måneder siden
    👍Værd at læse
    💡Lærerig
    🎯Læseværdig
    🚀Opslugende

    Super velskrevet som altid, mange historiske data fra starten af 1900 tallet. Den indeholder alt det en gid Big skal indeholde

Citater

    Sven-erik Eriksenhar citeretsidste måned
    „Her boede jeg sammen med din
    Henni Gelferhar citeretfor 4 måneder siden
    Disse ord havde i sin tid fået Emma til at løfte blikket op mod himlen og udfordre de uendelige stjerner, mens hun krummede ryggen og kærtegnede sig, udstillede sig, ung, smuk, udødelig: lidenskabens dronning. Emma … Dalmau frøs og rystede over hele kroppen. Morfinens virkning forsvandt hurtigere end nogen sinde før. Det var, som om erindringen om Emma havde opbrugt stoffet på et øjeblik, ligesom den gjorde med hans hjerte og hans følelser. Som om hun bebrejdede ham, at han hos en anden kvinde søgte det, der havde været hendes og kun hendes. Dalmau ledte igen i sine lommer.

    „Hvad mere …? Hvad vil du have mig til at gøre?“ spurgte Ursula med klistret stemme. „Bryder du dig ikke om det?“

    Dalmau hørte ikke efter. Pludselig følte han et stærkt behov for at flygte derfra. Han fyldte sprøjten, indtil morfinen flød over, og stak sig igen i benet. Ursula betragtede ham, opslugt af hans aktivitet. Dalmau blev klar over, at det var en alt for stor dosis, og han måtte sætte sig ned på den lille stol. Med lukkede øjne sad han og ventede på, at kvalmen skulle forsvinde. Og mens han kæmpede for at jage Emma bort fra sine tanker, gik Ursula hen til sprøjten, som lå på bordet ved siden af den lille flaske. ’Morfin’ kunne hun læse på trods af sin berusede tilstand. Et harmløst middel, sagde hun til sig selv. Hendes mor brugte det de dage, hvor hun lå grædende i sin seng og klagede sig, fordi hun troede, hun skulle dø af de frygtelige smerter i ryggen, hun havde indimellem. Doña Celia havde også en sprøjte, som hun havde fået af doktor Ramírez, familiens læge. Ursula var til stede den dag, da lægen viste hendes mor, hvordan hun skulle bruge sprøjten og således kunne undgå at tilkalde ham, hver gang hun havde smerter. „Hør godt efter doktorens forklaring, min pige,“ havde hendes mor bedt hende om. „Måske får jeg brug for din hjælp en dag.“ Og nogle gange havde hun også haft brug for hendes hjælp. En gang imellem havde Ursula følt sig fristet til at prøve at sprøjte sig selv med de resterende dråber i sprøjten … Det var meget let. Nu greb hun Dalmaus sprøjte, fyldte den helt, som hun havde set ham gøre, og uden at tøve stak hun nålen i sit lår og sprøjtede langsomt morfinen ind.

    Dalmau brugte adskillige stykker papir, han skiftede dem hurtigt ud og lagde et nyt oven på lærredet med den parterede martyr, som don Manuel var i gang med at male. Han tegnede fuldstændig manisk. Foran ham stod Ursula og rystede, gispede, svedte og faldt til sidst om på gulvet og kravlede rundt på alle fire, indtil det lykkedes hende at rejse sig op igen.
    Jørgen Jacobsenhar citeretfor 7 måneder siden
    beslutning, og den måtte respekteres.
    „Du gjorde hende meget ondt,“ fremførte Josefa til sidst.
    „Mor!“
    ’Det var rigtigt!’ sagde Dalmau bebrejdende til sig selv, da han sad ved det runde bord i et spisehus og indtog den sædvanlige escudella, husets gryde med kød og grøntsager. Gæsterne ved siden af ham blev udskiftet, efterhånden som tiden gik, men han talte heller ikke med dem. De satte sig til højre eller til venstre for ham og stillede ham spørgsmål, som han ikke svarede på. Nogle af dem forsøgte flere gange, men forgæves. Dalmau krympede sig ved tanken om de hyæner, som ifølge hans mor havde fortalt hende om hans aftener på varieteer … og i bordeller og liggende beruset på gaden. Derfor drak han, vinen og spiritussen hjalp med til at begrave bekymringerne, men erindringen om Emma dukkede hele tiden op i hans tanker. Han havde ikke villet gøre hende noget ondt, hvordan skulle han kunne gøre hende noget ondt, når han altid havde elsket hende? Pludselig blev han klar over, at det snart var to år siden, Montserrat døde. To år! Og med denne pludselige tanke kom en anden, mere smertelig tanke: Han havde svigtet de tre kvinder i sit liv: sin mor, sin søster og sin kæreste. Den eneste, som han tilsyneladende ikke havde svigtet, var gadebarnet Maravillas, som indimellem dukkede op på de mest uventede steder og tidspunkter, om det så var om morgenen i det strålende lys, der plejede at oplyse Paseo de Gracia, som om de rige havde købt hele solen til sig selv, eller om det var midt om natten i en af den gamle bydels mørkeste og mest stinkende gyder. Maravillas viste antydningen af et smil i det sygelige, afmagrede og beskidte ansigt, og det gengældte han med et par mønter. Han havde et tåget, men alligevel skarpt billede af dette gadebarn og hendes bror, der hjalp ham med at finde vej i natten, selv om han ikke huskede, hvor de havde ført ham hen. Det var alt, hvad han havde: En tiggerske, der smilede til ham og hjalp ham, når han var fuld. Han sukkede og kiggede på manden, der sad til højre for ham, og sluttede ud fra hans påklædning og hans slidte bluse, at det drejede sig om en arbejder, sikkert ansat på en eller anden fabrik, hvor man arbejdede med maskiner og olie. Han slubrede larmende suppen i sig. Han havde præsenteret sig, da han satte sig, det huskede Dalmau, men ikke hans navn.
    „Jeg hedder Dalmau,“ meddelte han, som om der ikke var gået adskillige minutter siden da.
    Manden standsede skeen halvvejs op til munden, så suppen dryppede ned i skålen.
    „Dalmau,“ svarede han eftertænksomt. „Du er langsom til at komme i gang med samtalen, unge mand.“
    Og han slubrede suppe i sig igen.
    Den aften, langt fra spisehusene, i en eller anden skummel

På boghylderne

    gyldendal
    God sommerlæsning
    • 21
    • 71
    Helene Juul Jensen
    Historisk bøger
    • 78
    • 8
    Michael Marcilius Schelbeck
    Helena
    • 108
    • 3
    Sanne Abel Jakobsen
    Gerne læse
    • 105
    • 2
    Jacob Lego Boye
    Læst
    • 127
    • 1
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)