Veronika lyder som harmonika

ned over hænderne, men hun kan lige ane hans fingerspidser. De er brune ligesom ansigtet. Han har garanteret været ude at rejse i efterårsferien. Forkælede idiot. Veronika kigger ham direkte ind i øjnene og tænker så højt, hun kan: FORKÆLEDE IDIOT! Så smutter han.

Hvad rager det dig, svarer hun.
Hun lyder sur og hård, hun kan godt selv høre det, og det gør hende glad.

Rundt om hende står alle fra den nye klasse og griner. Gipsansigterne – nu uden gips. Men med øjne. Der stirrer på Veronika. Og klamme munde, der griner grimt. Hun tæller dem.

Hun blev ved med at stå hjemme i gangen.

Josefine gik.

Mor gik.

Veronika gik i stå.

Han har garanteret været ude at rejse i efterårsferien. Forkælede idiot. Veronika kigger ham direkte ind i øjnene og tænker så højt, hun kan: FORKÆLEDE IDIOT! Så smutter han.

Veronikas mor hedder Maj. Hendes navn lyder lidt som mig; mig mig mig, og Veronika tænker, at det nok ikke er tilfældigt.

Veronikas hår står ud til alle sider. Hun har børstet det for længe. Det er blevet helt elektrisk. Som om der er strøm i det og kan holde folk på afstand. Som et stødhegn. Sådan et man skal holde nallerne fra

Veronika kigger ham direkte ind i øjnene og tænker så højt, hun kan: FORKÆLEDE IDIOT! Så smutter han.

Veronika har tit spurgt mor, om ikke de kan tage op og besøge hende.

– Nej, siger mor.

– Hvorfor ikke, siger Veronika.

– Nej, siger mor.

– Du skal med, hvisker han og løfter hende, og som alt andet i Mummis hænder bliver hun let.