Sofi Oksanen

Renselse

    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    1946, det vestlige Estland
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    1992, det vestlige Estland
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Efter måltidet og reparationen af køleskabet, som trak ud i en uendelighed, rejste Pasha sig fra bordet, Lavrentij fulgte efter. De så ud til at ville tage afsked med Aliide. Gårdlygten tændtes, yderdøren gik op. Alle tre kom ud, Aliide blev stående oppe på trappen. Mændene tændte en cigaret, Pasha vendte blikket mod skoven, mens Lavrentij gik hen til bænken. Zara trak sig tilbage.
    »De har vel nok en flot skov.«
    »Ja, ikke også! En estisk skov. Min skov.«
    Der lød et skud.
    Pasha faldt sammen lige neden for trappen.
    Et skud til.
    Lavrentij lå på jorden.
    Aliide havde skudt dem begge to i hovedet.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Hans havde aldrig haft til hensigt at vandre i Tallinns parker sammen med hende
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Selv om rublen var blevet skiftet ud med kronen, og militærflyene oven over hendes hoved var blevet færre, og officerernes koner mindre højrøstede, og selv om den estiske nationalsang dagligt lød fra højttalerne i Lange Hermann-tårnet, ville der altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en, der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden, den trådte én over halsen på, ville altid være den samme. Skytte
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Hun blev nødt til at lukke øjnene inde i deres huler, hun blev nødt til at koncentrere sig om at lukke af for sine tanker, hun var en stjerne, et øre i Lenins hoved, et hår i Lenins overskæg, i papoverskægget på en papplakat, hun var et hjørne i plakatens ramme, en splint, der var flækket af gipsrammen og lå henne i et hjørne på et værelse. Hun var kridtstøv på en kridttavle, hun var i sikkerhed inde i et klasseværelse, hun var træspidsen på en pegepind
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Hvordan kan de se at flyve i mørke?
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Kun i Sovjetunionen og i de andre folkedemokratier arbejder kvinden kammeratligt side om side med manden på alle områder, både inden for landbruget, transportområdet samt inden for undervisning og kultur, hun deltager aktivt i det politiske liv og i samfundets ledelse
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    men han havde givet hende besked på at sige, at hun kom fra Rusland, hvis en kunde skulle spørge, for ikke en eneste kunde ønskede at mase sin pik ind i døden
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Han ville aldrig komme til at acceptere, at Talvi var flyttet til Vesten.
    Næste dag kom der nye for
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    snart Aliide fik papir på, at hun led af astma, strømmede luften for fuld kraft ind i hendes lunger, hun var som beruset, hun lod sig beruse af duften fra pæonerne, duften af frisk græs, selv de ydmyge blomster ved saunaen fik det til at bruse inde i hendes bryst. Småfuglenes høje kvidren gjorde ikke ondt i hendes ører, ej heller kragernes skrig ude ved møddingen. Aliide fór rundt ude på gårdspladsen, indtil hun så stjerner for sine øjne. Hun huskede pludselig, hvordan det engang for længe siden havde føltes at være til, hvordan det var at føle sig let, bare man kunne have det sådan altid.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Aliide forsøgte at nikke, hendes hud blussede, hun troede den ville krympe, trække hende sammen til en bylt, og imens kvidrede fuglene oppe i træerne og flåede med deres små, grådige næb stumper af den blå himmel og de hvide skyer, et rids, en kvidren, et rids, en kvidren, et rids, sirksirk, rits, Aliide sank, rits, hun spyttede, fuglenes sorte øjne snurrede rundt, og for hver gang hun hev efter vejret, der var fyldt med sand, hoppede deres øjne op og ned.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    De holdt får inde på kammeret i det hus, de havde fået anvist. Da Aliide havde besøgt dem, havde fårene været bundet fast til klaveret, der stadig stod derinde. Et smukt, tysk klaver.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Selv om Aliide nu var det eneste menneske i Hans' liv, ville Hans alligevel ikke se på hende. En dag ville det blive anderledes. Det blev det nødt til. For kun Hans gjorde det hele meningsfuldt. Kun gennem Hans var Aliide i live.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Roosevelt kommer!«
    »Roosevelt er død.«
    »Vesten glemmer os ikke!«
    »Den har allerede glemt os. De vandt, og så glemte de os.«
    »Du er så svag i troen.«
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Man havde altid røget uønskede bejleres klæder, eller stykker klippet ud af deres tøj, og således havde man gennem flere århundreder røget både den ene og den anden ud af landsbyen
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Det var jo hende, der havde reddet denne gård, det var hende, der havde reddet sine forældres gård fra russernes støvler, og hun havde reddet husbonden på gården. Ikke Ingel, men hun. Jorden mått
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Efter den nat i kommunekontorets kælder var Linda blevet så godt som stum.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Ingel og Linda skulle føres væk.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Børnene skiftede sukkeret ud med salt i Aliides sukkerskål, hev hendes vasketøj ned fra snoren, kom orme i hendes melkrukke, klistrede snot på krukkens hanke og stod ved siden af deres mors spinderok og fulgte med i, hvordan Aliide drak sin salte te og tog fat i hankene på melkrukken uden at fortrække en mine, selv om hun kunne mærke det indtørrede snot på sine fingre og godt vidste, at krukken vrimlede af orme.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)