Niels Brunse

„For Guds skyld, papa! – Jeg spadserer gerne i krattet derude om sommeren; men det hele ville være ødelagt for mig, hvis den smukke, frie natur skulle klippes så ynkeligt sønder og sammen …“

„Jamen hvis den frie natur tilhører mig, har jeg så for dyvlen ikke ret til at indrette den som det passer mig …“

„Åh, far, når jeg ligger i det høje græs under de frodige buske, så synes jeg nærmere at jeg tilhører naturen og ikke har den mindste ret over den …“

er, kære datter, ikke født for det, vi med nærsynede øjne regner for vor egen, lille, personlige lykke, thi vi er ikke løse, uafhængige og hver for sig bestående enkeltvæsner, men derimod ligesom led i en kæde, og vi ville, sådan som vi er, ikke kunne tænkes uden rækken af dem, der er gået forud for os og har vist os vejen, idet de for deres vedkommende med strenghed og uden at se til højre eller venstre fulgte en prøvet og ærværdig tradition. Din vej har, mener jeg, i flere uger ligget klart og skarpt afgrænset foran dig, og du burde ikke være min datter, ikke barnebarn af din i Gud hvilende farfar og i det hele taget ikke et værdigt medlem af vor familie, hvis du for alvor har i sinde, helt alene, i trods og ustadighed, at gå dine egne, uordentlige veje. Dette, min kære Antonie, beder jeg dig overveje i dit hjerte.

Han havde i retten ud fra sin dybeste overbevisning bedyret, og det var blevet bekræftet for ham af sagkyndige, at den dristige manøvre, han havde foretaget til hæder og fordel for sit selskab og sig selv, regnedes for usance i forretningslivet. Men juristerne, herrer, der efter hans egen mening slet intet forstod af disse ting, og som levede under helt andre begreber og i en helt anden verdensanskuelse, de havde dømt ham for bedrag, og denne kendelse, som statsmagten støttede, havde formået i den grad at ryste hans selvvurdering, at han ikke længere turde se nogen i øjnene.