Peer E. Sørensen

Det æstetiske objekt er ikke klart og forståeligt, og der er intet givet forhold mellem et værk og dets modtager. Det kunstneriske symbol i Hamsuns regi er ”Drøm”, ”Løgn” og digt uden symbolets traditionelle metafysik. Sult er en tekst uden symbolik.

romanens opløsende latter: netop latter – faldet i bananskralden: klask! – og ikke den forsonende humor som den danske filosof Harald Høffding senere prædikede om i Den store Humor fra 1916. Hamsun har ingen livsanskuelse, derfor heller ingen humor. Romanens latter åbner for en forbindelse med en infantilitet og en primitivitet, der pludselig minder læseren om det, der ligger under civilisationens velfungerende voksne overflader.

Der findes ingen beskyttet verden i fantasierne og det indre. Denne del af romanen viser, hvor rodfæstet Hamsuns Sult er i romantiske erfaringsverdener. Og denne rodfæstethed stikker dybt i teksten. Den handler til syvende og sidst om, at den eneste modstand mod fantasiens tragedie, det eneste potentielt uforgængelige er det æstetiske udtryk: Kunstværket, som således får sin karakter ved at være ”en Drøm, et Symbol, en Løgn”