Modernismens ansigter

Breton peger derved på en af de vigtigste stationer i den modernistiske poesis tidlige historie. Netop fordi disse værker bryder med en hermeneutisk værkforståelse og nedarvede tolkningsrutiner, er dørene til fortolkning slået op på vid gab. Sådanne værker ønsker at åbne modtagerens bevidsthed og sanser for en ”hallucinatorisk” mangfoldighed af associationer (Dalí). Sådan bliver fortolkningen i sig selv til et eksperiment. En allegori over vores orientering i verden.

Men deres gådefuldhed er ikke en mystificering. De viser ved deres insisteren på tolkningens mange mulige veje hen til en form for realisme. En realisme ikke forstået som mimesis, men en realisme, der er en parallel til vores daglige erfaring af vores egen erkendelses grænsegængeri og mødet med det ukendte. Det er erfaringens, tankens og fantasiens bevægelsesmønstre, de foregiver at mime. De viser os det, vi allerede ved, at enhver tolkning af vores ydre og indre virkelighed er vanskelig, forvirrende, mangfoldig, usikker og uafsluttelig.

Salvador Dalí taler om interpretationens ”uhelbredelige delirium”.

Den franske forfatter Arthur Rimbauds imperativ: ”Il faut être absolument moderne” (Det er nødvendigt at være absolut moderne) er et krav om modernitet, der bygger på den forudsætning, at kunst, æstetik og filosofi ikke længere eksisterer som universelle helheder. I Rimbauds digte er symbolet erstattet af tegnet. Han foregriber sprogforskeren Ferdinand de Saussures forestilling om det arbitrære tegn. En forestilling, som spiller en overordentlig stor rolle i modernismen, der er skeptisk overfor enhver form for symboltænkning. Disse erfaringer er modernismens fundament. Rimbauds formulering findes i Une Saison en enfer (1873, da. En tid i helvede, 1949), der også er et signalement af de borgerlige samfunds kriser. Rimbauds diktum vedrører ikke blot kunst og æstetik. Det sammenfatter et konglomerat af opbrud og sammenbrud, som er modernismens kreative udgangspunkt.

Modernismens kunstneriske udtryk er altid rigere end vores udlægninger af dem. Det er grunden til, at vi med kunstværket som hjælper kan forestille os en anderledes verden end den, vores forforståelser og begreber er formet af. Det er en forhåbning, som mange af de kunstnere, der beskrives i Modernismens ansigter, har med i deres arbejder: Drømmen om at kunne løsne de greb, som vores tanker alt for ofte stivner vores erfaringer i. At kunne se andet end den blotte realitet. At kunne se, mærke, bevæges. Målet er at nå frem til det ukendte, skrev Arthur Rimbaud, en af surrealisternes forfædre, i et brev allerede i 1871. Men også at give vores erfaringer og erindringer et indsigtsforløsende udtryk. ”For at vide må vi lære at se”, skrev Bertolt Brecht i 1955 i sin sene fotografiske ABC over nazismen, Kriegsfibel (Krigs-ABC).

De modernistiske værker, jeg her beskæftiger mig med, befinder sig i overgangszoner. Om Rimbaud skrev den franske lyriker René Char, at han er den første poet i en civilisation,