Ole Lund Kirkegaard

Frode – og alle de andre rødder

Jan Rud Petersen
Jan Rud Petersenhar citeretfor 5 måneder siden
„Ja,“ fortsatte Irene TV. „Som nu i går. Da så vi en hestevogn.“

„Ja,“ vrinskede frøken Ravn. „En rigtig hestevogn.“

„Med en rigtig hest foran,“ pippede Irene TV. „Den slags ser man ikke ret tit nu om stunder.“

„Og huset,“ sagde frøken Ravn. „Huset er vidunderligt det vil jeg bare sige Dem. Her er altid den yndigste duft af mad i opgangen, såsom hvidkål, surkål og spidskål …“

„Ja, og kalvekød og grisehaler,“ pippede Irene TV.

De to damer vrinskede og fnidrede som to små muntre latterfugle.

„Hæmm,“ sagde jeg. „Hr. Storm er vist ikke så glad for madlugten.“

„Ihh, den søde herre,“ råbte damerne i munden på hinanden.

Og så bøjede de sig ud over gelænderet og kiggede ned på hr. Storms dør, som nu stod på klem.

„Tit, tit, hr. Storm,“ vrinskede de og vinkede til ham. „Tit, tit, skattebasse.“

„Arhh, I to gamle smørhekse,“ råbte hr. Storm rasende og smækkede endnu en gang sin dør i med et tordnende brag.

„Er han ikke sød,“ kvidrede damerne. „En rigtig gammel krudtugle.“

På anden sal bor Frode sammen med sin far og mor. Hans mor hedder Carla, og hans far hedder Henry. De var ikke hjemme den dag, men det var Frode.

Han var ved at lave karamelsovs, så hele køkkenet osede og duftede af brændt karamel.

„Nå,“ sagde jeg. „Hvad synes du så om at bo her i hjørnehuset?“

„Helt fint,“ sagde Frode og rørte rundt i karamelsovsen, så det spruttede. „Her sker somme tider spændende ting, og det er nogle flinke mennesker, der bor her. Først er der jo Stormfloden.“

„Hva’,“ sagde jeg. „Hvem?“

„Ja, hr. Storm,“ sagde Frode. „Han er skæg. Han går helt agurk, hvis man tramper på trappen.“

„Går han agurk?“ sagde jeg.

„Helt agurk,“ sagde Frode og hældte karamelsovsen over i en krukke. „Engang tog Læris og jeg en ged med ind i huset, og da var Stormfloden lige ved at gå i brædderne. Han havde nær slugt sin cigar.“

„Og de andre, som bor her?“ spurgte jeg.

„Ja, så er der jo frøkenerne nedenunder,“ sagde Frode og smagte på karamelsovsen, der havde samme farve som våd muldjord. „Og så er der Simme. Han bor ovre i baghuset. Og måske bor der nogen oppe på loftet. Det pusler i hvert fald somme tider deroppe.“

„Måske en nisse,“ sagde jeg, men jeg kunne godt høre, det lød lidt dumt.

„Århhh, rend og hop,“ sagde Frode og grinede. „Nisser hører til i stormagasiner og supermarkeder og den slags steder. Næhh, du, den person her er mystisk kan jeg godt fortælle dig. Men det skal du nok få mere at vide om, for jeg regner med, at det er dig, der skal skrive en bog om os her i hjørnehuset.“

Jeg nikkede og blev lidt rød i hovedet.

„Det bli’r skægt at læse om sig selv i en bog,“ sagde Frode. „Laver du mange stavefejl?“

„Nøhh,“ sagde jeg. „Det er vist ikke så slemt.“

„Godt,“ sagde Frode. „Vi ses igen.“

Og så fortsatte han med at guffe karamelsovs i sig.

Da vi forlod hjørnehuset stak hr. Storm hovedet frem i døren.

„Er De her endnu,“ råbte han. „Hvad render De rundt og snuser efter?“

„Jeg har lovet at skrive en bog om hjørnehuset,“ sagde jeg.

„En bog,“ skreg hr. Storm. „Bøger er modbydelige. Vi skal ikke ha’ skrevet nogen som helst bøger om noget som helst. Her vil vi ha’ fred for bøger.“

Og så smækkede han døren i med et brag, så hans slips kom i klemme.

„Der ser De,“ råbte han rasende og trak slipset til sig. „Det er, hvad der kommer ud af at stikke sin næse i andre folks sager.“

Vi skyndte os ud for ikke at gøre ham helt vild af raseri.

Inden vi gik hjem, travede vi ned til baghuset for at hilse på Simme.

„Hallo,“ sagde Simme, der stod og pudsede på sin knallert.

„Nå, så skal vi til at læse nogle historier om os selv her fra hjørnehuset. Det bli’r helt fedt, hva’ mand?“

„Ja, det håber jeg da,“ sagde jeg.

„Ork,“ sagde Simme. „Alle mine fans bli’r helt vilde. Men pas på du ikke går hen og får skægget i skrivemaskinen, fætter.“

Det lovede jeg så Simme og skyndte mig hjem for at drikke to store glas mælk, og allerede samme aften begyndte jeg at skrive de historier, du kan læse på de næste sider i denne bog.
Ida Relsted Kærup
Ida Relsted Kæruphar citeretsidste år
„Hallo,“ råbte han ind i røret. „Er det politiet?“

„Ja,“ svarede en stemme.

„Storm her,“ brølede hr. Storm.

„Så må De være langt borte,“ sagde stemmen. „For her er det helt stille vejr. I øvrigt tager politiet sig slet ikke af vejret.“
Ida Relsted Kærup
Ida Relsted Kæruphar citeretsidste år
Læreren var en høj mand med tyndt skæg.

„Ja,“ sagde han. „Så skal vi til at gå i skole, kære børn.“

„Det regnede vi osse med,“ sagde Frode.

Læreren blev lidt rød i hovedet.

„Ja,“ sagde han. „Og i dag skal vi lære et bogstav, der hedder i.“
Ida Relsted Kærup
Ida Relsted Kæruphar citeretsidste år
„Jeg hader mad og jeg hader børn endnu mere,“ råbte hr. Storm, som nu næsten var blevet helt blå i hovedet af vrede. „Og så hader jeg folk, der spørger dumt.“

„Hvor mange børn bor her i huset?“ spurgte jeg.

„Et,“ råbte hr. Storm. „Og det er alt, alt, alt for mange.“

Og så smækkede han sin dør i med et brag, der gav genlyd i resten af huset.
Malene Grud Winkel
Malene Grud Winkelhar citeretsidste år
Børnene gemte sig i en have lige over for bænken og satte sig til at vente bag en hæk.
Malene Grud Winkel
Malene Grud Winkelhar citeretsidste år
„Hva’ var det dog for en uhyggelig, væmmelig lyd?“
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)