André Aciman

Call me by your name

    Michael Bækgaard Johnsenhar citeretfor 2 år siden
    Hvis jeg ska­de­de mit an­sigt, vil­le jeg ger­ne ha­ve at han kig­ge­de på mig og un­dre­de sig over hvor­for, hvor­for vil­le no­gen gø­re det ved sig selv, ind­til han man­ge, man­ge år se­nere – ja, Ses se­nere! – om­si­der lag­de to og to sam­men og slog ho­ve­det ind i væg­gen.
    D’ hyggeligthar citeretfor 6 måneder siden
    Må­ske var det med dét som det var med alt an­det: For­di jeg ik­ke kun­ne fin­de ud af at ta­le i ko­de, kun­ne jeg slet ik­ke fin­de ud af at ta­le. Jeg føl­te mig som en døv­stum der end ik­ke er i stand til at bru­ge tegn­sprog. Jeg frem­stamme­de alt mu­ligt for ik­ke at si­ge det jeg tænk­te. Læn­ge­re rak­te mit kode­sprog ik­ke. Så læn­ge jeg hav­de luft nok til at få nog­le ord frem, kun­ne jeg me­re el­ler mind­re kla­re fri­sag. El­lers vil­le tavs­heden mel­lem os sand­syn­lig­vis rø­be mig
    D’ hyggeligthar citeretfor 6 måneder siden
    Det her er som at kom­me hjem, som at kom­me hjem ef­ter i åre­vis at ha­ve væ­ret blandt tro­jane­re og laistry­go­ne­re, som at kom­me hjem til et sted hvor al­le er som én selv, hvor folk ved, ba­re ved – kom­me hjem som når al­ting fal­der på plads, og det plud­se­lig går op for én at man i syt­ten år ba­re har fum­let med den for­kerte kom­bi­nat­ion. Det var på det tids­punkt jeg be­slutte­de at til­kende­give – uden at rø­re mig ud af ste­det, uden at be­væ­ge en enes­te mus­kel i krop­pen – at jeg var vil­lig til at gi­ve ef­ter hvis du pres­sede, at jeg alle­rede gav ef­ter, var din, din og kun din, bort­set fra at du plud­se­lig var for­svun­det
    D’ hyggeligthar citeretfor 6 måneder siden
    Vi er ik­ke kun skre­vet for ét in­stru­ment; det er jeg ik­ke, og det er du hel­ler ik­ke.
    D’ hyggeligthar citeretfor 6 måneder siden
    Alt det jeg ken­der i dag – smer­ten, fyrig­heden, spænd­ingen ved at mø­de en ny; løf­tet om al den lyk­sa­lig­hed der ven­ter få centi­meter fra mi­ne finger­spidser; min klodset­hed i for­hold til folk jeg må­ske fejl­læser og ik­ke har lyst til at mis­te, og hvis hand­lin­ger jeg he­le ti­den for­søger at forud­sige; min de­spe­rat ud­spe­kule­rede må­de at op­fø­re mig på over for al­le dem jeg har lyst til, og som jeg kræ­ver skal ha­ve lyst til mig; al­le de af­skærm­nin­ger jeg sæt­ter op mel­lem mig selv og ver­den, som om der ik­ke kun var én, men ad­skil­li­ge lag skyde­døre af ris­papir; min vold­somme trang til at kry­ptere og de­krypte­re no­get som fak­tisk ik­ke var kode­sprog til at be­gyn­de med
    Gitte Mosekjær Grønlundhar citeretfor 9 måneder siden
    Rød­mer den her af skam? Nej, sag­de hun, den dér er sta­dig for ung, ung­dom­men har in­gen skam, skam kom­mer med al­de­ren.
    Martin Vestergaardhar citeretsidste år
    Igen blev der skå­let for dig­te­ren.
    Martin Vestergaardhar citeretsidste år
    ris­tia« tog det mes­te af ty­ve mi­nut­ter.
    Katja Sundstruphar citeretsidste år
    Folk der læ­ser, kan godt li­de at skju­le sig. De skju­ler hvem de er. Folk der skju­ler sig, kan sjæl­dent li­de den de er.«
    Martin Vestergaardhar citeretsidste år
    »Hvil­ket digt kun­ne De bedst li­de?«
    Martin Vestergaardhar citeretsidste år
    El­ler hav­de jeg kræn­ket no­get end­nu dy­be­re?
    gaizkaadillahar citeretsidste år
    Ses se­nere!« Or­de­ne, stem­men, at­ti­tuden.
    Jeg hav­de al­drig hørt no­gen bru­ge »Ses se­nere« som farvel­hilsen før. Det lød hårdt, kort for ho­ve­det og af­vi­sende og blev ud­talt med ca­mou­fle­ret lige­gyldig­hed, som no­get der blev sagt af folk der sik­kert var lige­glade med om de så én el­ler hør­te fra én igen.
    Det er det før­ste jeg hus­ker om ham, og jeg kan sta­dig hø­re det for mig den dag i dag. Ses se­nere!
    Jeg luk­ker øj­ne­ne og er til­ba­ge i Ita­lien for al­le de år si­den, jeg går ned ad den al­lé der fø­rer op til hu­set, og ser ham sti­ge ud af taxa­en, bølgen­de, blå skjor­te, åben på vid gab, sol­bril­lerne, strå­hat­ten, hud al­le veg­ne. Plud­se­lig tryk­ker han mig i hån­den, ræk­ker mig sin ryg­sæk, løf­ter sin kuf­fert ud af bagage­rummet og spør­ger om min far er hjem­me.
    Det kun­ne væ­re be­gyndt li­ge dér: skjor­ten, de op­smøge­de ær­mer, de kugle­runde hæ­le der gled ind og ud af
    Anja Bøgedal Dansbohar citeretsidste år
    var hen­des nøg­ne krop der lå i so­len, hans krop ved si­den af hen­des el­ler beg­ge de­res krop­pe.
    Anja Bøgedal Dansbohar citeretsidste år
    var hen­des nøg­ne krop der lå i so­len, hans krop ved si­den af hen­des el­ler beg­ge de­res krop­pe.
    katherineishome333har citeretsidste år
    Hvis ik­ke se­nere, hvor­når så?
    Michael Bækgaard Johnsenhar citeretfor 2 år siden
    Jeg tænk­te i ste­det på Emily Bron­tës ord: Parce que »han er me­re mig selv end jeg er«.
    Michael Bækgaard Johnsenhar citeretfor 2 år siden
    den usyn­li­ge snuble­tråd mel­lem os
    Michael Bækgaard Johnsenhar citeretfor 2 år siden
    som var mi­ne øj­nes lys.
    Michael Bækgaard Johnsenhar citeretfor 2 år siden
    hvis ba­re han vids­te at jeg stod her og gav ham al­le mulig­heder for at læg­ge to og to sam­men og nå frem til et tal der var stør­re end uen­de­ligt.
    Michael Bækgaard Johnsenhar citeretfor 2 år siden
    Prøv igen se­nere be­tød, Jeg har ik­ke mo­det til det nu. Om­stæn­dig­he­der­ne var ik­ke til stede, ik­ke helt end­nu. Hvor jeg skul­le fin­de vil­jen og mo­det til at prø­ve igen se­nere, vids­te jeg ik­ke. Men be­slut­nin­gen om at gø­re no­get frem for blot at ven­te pas­sivt fik mig til at fø­le at jeg alle­rede var i gang med at gø­re no­get, som om jeg alle­rede høs­te­de over­skud­det af nog­le pen­ge jeg ik­ke hav­de in­veste­ret og slet ik­ke tjent end­nu.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)