Mr. Tansley løftede en hammer, svang den højt i luften, men indså, idet den faldt, at han ikke kunne knuse den sommerfugl med et instrument som dette, og sagde blot, at han aldrig i sit liv havde været søsyg. Men i den ene sætning lå tætpakket, som krudt, at hans bedstefar var fisker; hans far var apoteker; at han havde arbejdet sig op udelukkende ved egen hjælp; at han var stolt af det, at han var Charles Tansley – noget, ingen her åbenbart havde forstået; men en skønne dag ville hvert eneste menneske vide det. Han så sammenbidt frem for sig. Han fik næsten medlidenhed med disse blide, kultiverede mennesker, som en skønne dag ville blive sprængt i luften, himmelhøjt som uldballer og æblekærrer, af det krudt, der var i ham.