Anna Sewell

Black Beauty

    Katrina Bergenhar citeretsidste år
    meget høje tanker om. Hun hed rigtigt Duchess, men han kaldte hende tit for »Skat«. Vores herre var en god og rar mand. Han fodrede os godt og talte altid lige så venligt til os, som han talte til sine små børn. Vi holdt alle meget af ham, og min mor elskede ham højt. Hver gang hun så ham ved leddet, vrinskede hun af glæde og travede hen til ham. Så klappede han hende og kælede for hende og sagde: — Nå, Skat! Hvordan har din lille Sorte det så i dag? Jeg var kulsort, derfor kaldte han mig altid Sorte
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    De var på vej ud af stalden, da John stoppede op og sagde: — Jeg må hellere lige nævne, at vi
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    vi, hvad der var blevet arrangeret for os. Herren havde solgt Ginger og mig til sin gamle ven Jarlen af W., fordi han mente, vi ville få et godt hjem der. Merrylegs var blevet foræret til sognepræsten, som så længe gerne ville have haft en pony til sin kone, men det var på den betingelse, at Merrylegs aldrig måtte sælges. Joe blev ansat til at passe ham og hjælpe til i præstegården, så jeg tænkte, at Merrylegs nok skulle klare sig. John fik tilbud om flere gode pladser, men han sagde, han ville vente og se sig godt om først.
    Aftenen før herren og fruen skulle rejse, kom herren ned i stalden for at give sine heste et sidste klap. Han virkede meget nedtrykt. Jeg kunne høre det på hans stemme. Jeg tror, heste kan høre mere på stemmer, end mange mennesker kan. — Har du besluttet dig, John? spurgte han. Jeg hører, at du ikke har modtaget nogle af de tilbud, du har fået.
    — Nej, sir, jeg har indset, at hvis jeg kunne finde arbejde hos en eller anden førsteklasses
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    Jeg havde efterhånden boet dette dejlige sted i tre år, men så pludselig var de lykkelige tider forbi. Vi hørte fra tid til anden, at vores frue var syg. Doktoren kom ret tit, og herren gik rundt og så meget alvorlig og bekymret ud. Og en dag hørte vi, at hun blev nødt til at forlade sit hjem med det samme og rejse til et varmere land en to-tre år, og der blev en trist stemning i hele huset. Alle var kede af det, men herren begyndte straks at arrangere opløsningen af hele husholdningen og afskeden med England. John gik tavs og trist rundt og passede sit arbejde, og Joe fløjtede næsten aldrig mere. Der blev kørt meget i de dage, så Ginger og jeg havde nok at gøre.
    De første, der rejste, var miss Jessie og miss Flora sammen med deres guvernante. De kom ned til os for at sige farvel. De krammede Merrylegs, som om han var deres bedste ven i verden, og det var han jo næsten også. Og så hørte
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    Jeg kan godt sige jer, at det er et meget stort tab for en hest.
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    en hest. Men heldigvis gør man ikke den slags mod heste mere.
    — Hvorfor gjorde man det dengang? spurgte Ginger.
    — Fordi det var moderne! sagde den gamle hest og stampede i jorden. I min ungdom fandtes der ingen fine heste, som ikke havde halen kuperet, som det hedder.
    — Det var sikkert også af hensyn til moden, at de spænder vores hoveder op på den frygtelige måde, som de pinte mig med i London, sagde Ginger.
    — Selvfølgelig var det det, sagde Sir Oliver. Efter min mening er mode en af de værste ting i denne verden. Bare se, hvordan folk for eksempel behandler hundene, hugger deres haler af og spidser deres ører til, bare fordi det skal se moderne ud. Jeg havde engang en god ven, en brun terrier — Skye, blev hun kaldt. Hun var så glad for mig, at hun kun ville sove i min boks. Hun lavede sig en seng under min krybbe, og der fødte hun de fem dejligste hundehvalpe, man kunne se for sine øjne. Ingen af dem blev druknet, for de var mange penge værd, og hvor var hun glad for dem! I skulle bare have set dem, da de fik øjne og begyndte at kravle rundt. Men så en dag kom manden og tog dem alle med sig. Jeg tænkte, at han måske var bange for, at jeg skulle træde på dem, men det var slet ikke grunden. Om aftenen kom stakkels Skye slæbende tilbage med dem i munden, en efter en — ikke de små glade fyre som de ellers var, men blødende og klynkende. De havde alle fået skåret et stykke af halen, og den bløde lap på deres små kønne ører var også skåret helt væk. I skulle have set, hvor den stakkels mor slikkede dem, og hvor ulykkelig hun var! Det glemmer jeg aldrig! Selvfølgelig blev sårene lægt efterhånden, og hvalpene glemte smerten, men den pæne, bløde ørelap, som skulle have beskyttet den sarte del af deres ører mod støv og snavs, var borte for altid. Hvorfor
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    Jeg havde tit spekuleret på, hvorfor Sir Oliver mon havde sådan en utroligt kort hale. Den var ikke mere end godt 15 centimeter lang med bare en lille dusk hår hængende ned fra den, og på en af vores fridage i frugthaven dristede jeg mig til at spørge ham, om han havde mistet sin hale ved et uheld.
    — Uheld! fnøs han og så helt vild ud, det var sandelig ikke noget uheld. Det var en skændig, velovervejet handling. Da jeg var lille, blev jeg bundet så fast, at jeg ikke kunne røre mig, og så kom de og skar min hale af gennem kød og knogler og det hele.
    — Det var dog forfærdeligt! udbrød jeg.
    — Ja, det var det, men det var ikke bare smerten, selv om den var frygtelig og varede meget længe, det var ikke bare det nedværdigende i at miste sin flotteste pryd, selv om det også var slemt, men det var ikke mindst det, at jeg jo aldrig mere kunne vifte fluerne væk fra mine flanker og mine bagben? I, der har haler, vifter bare fluerne væk uden at tænke over det. I fatter ikke, hvilken plage det er, når fluerne slår sig ned på en og stikker og stikker, og man ikke har noget at slå dem væk med.
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    Det gjorde han, og jeg huskede min mors gode råd og prøvede at gøre nøjagtigt, hvad min herre ville have mig til. Jeg opdagede, at han var en virkelig god rytter med omtanke for sin hest. Da vi kom hjem, stod fruen ved hoveddøren. — Nå, min ven, sagde hun, hvad synes du så om ham?
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    boksen, gav mig en masse dejlig havre, klappede
    Louise Mundeling Boruphar citeretfor 2 år siden
    Efterhånden blev jeg så stor, at jeg stod i stald det meste af tiden, og jeg blev striglet og børstet
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)