Allan Olsen

Tilfældigt strejfet

Allan Olsen er en højt estimeret sanger & sangskriver med et væld af koncerter og pladeudgivelser bag sig. Men han har aldrig før udtrykt sig i prosa. Det gør han nu.

Tilfældigt Strejfet er en halsbrækkende rejse gennem småkår blandt husmænd, hovmod blandt vovehalse, slagsmål, tøsejagt, søfolk og skidtsparkere.

Men overordnet er bogen en forunderlig og personlig sort/hvid fortælling om at være strejfet og fanget mellem nedarvet integritet og ungdomsoprør i randområderne.

Dette er første del af Tilfældigt Strejfet, hvor Allan Olsen fortæller om sin baggrund og opvækst. I anden del vil han spole tilbage i sin lange odyssé i musikken.
236 trykte sider
Copyrightindehaver
Politikens Forlag
Oprindeligt udgivet
2015

Andre versioner af bogen

Vurderinger

    Lars Christensenhar delt en vurderingfor 3 år siden
    🎯Læseværdig

    Mange små blandede historier, heldigvis er der nogle gode i blandt

    Lasse Nielsenhar delt en vurderingfor 4 år siden
    👍Værd at læse

    Fed skildring ar Olsens første år og man kan høre ham tale, så bogen blev læst på en gang.

    Svend Erik Rasmussenhar delt en vurderingfor 4 år siden
    👍Værd at læse

    OK

Citater

    Jeppe Nøragerhar citeretfor 3 måneder siden
    Jeg kunne ikke fordrage sen-70’ernes politiske sange. De var skrækkelige. Og de virkede selvfølgelig ikke, fordi de, der sang dem, intet havde på spil. Intet enkelt menneskes historie er mindre interessant end en stor bevægelses, tværtimod. Teatermanden Eugène Ionesco sagde engang: ’Politisk teater er håbløst. For enten virker det ikke politisk – eller osse virker det, og så er det noget elendigt teater.’
    Jeppe Nøragerhar citeretfor 3 måneder siden
    Randy Newman, Sail Away og Good old Boys.
    Jeppe Nøragerhar citeretfor 3 måneder siden
    Hver gang jeg var vidne til slagsmål, gik alt i stå i mig, og det har aldrig sluppet mig. Ikke noget med, når det var ovre:
    – Nå folks, vi må bare ind og drikke videre.
    Ikke mig. Jeg skulle bare hjem – ingen umiddelbar fremtid, men måske noget fortid.
    Selv røg jeg osse af og til i slagsmål. Der skulle meget lidt til, for der var altid fyre, der lurede på en gnist, der kunne antænde tumult og væltede borde. Det var ikke det værste selv at komme i klammeri. Jeg lignede jo mest flipperne, og dem kunne man mule, som man ville – men jeg havde spillet ishockey, fra jeg var ni-ti år gammel, og der vænner man sig til at slå sig, jeg var ikke bange for at få slag. Det var værd at huske, når fiskere og søfolk stak hinanden en huskekage. De slog sig dagligt om bord på en kutter, der rullede i søen som en valnøddeskal. De var vant til det.
    I den blitz, der startede et slagsmål, var der ikke tid til omtanke og rationale – det udspillede sig bare som en genetisk nedarvet serie af bevægelser. Det, jeg ikke kunne klare, var at se de andre slås, for fra distancen blev deres ynkelighed udstillet. At slås er et ensomt og tragisk teater. Dér har alt, hvad mennesket engang rejste sig for, spillet fallit. Måske findes der nævekampe med værdighed og en plausibel begrundelse, det ved jeg ikke. Men vold mellem to, eller endnu værre, flere mod én, i en hård, mørk og øltilsølet gade er kun afmagt og det mest triste syn, jeg kender

På boghylderne

    Bookmate
    Ugens bog
    • 252
    • 237.4K
    Politikens forlag
    JP/Politikens Forlag
    • 1.1K
    • 360
    Anette Karna Johansen
    Anette
    • 106
    • 2
    Helle Nørtoft Præstegaard
    Musik og biografier
    • 20
    • 2
    Kim Kjær Hansen
    Vil læse
    • 67
    • 1
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)