De lange, hvide skyers land – del 2

Han havde trods alt kendt Marama siden barndommen; hun havde altid været en del af hans liv og oftest nok også en plage for ham. Også nu havde han kun med blandede følelser tilladt hende at tage med ham på flugten til højlandet – på den første dag var han blevet direkte rasende på hende, fordi hendes muldyr travede så håbløst langsomt bag hans hest. Marama var en klods om benet på ham. Han havde ikke brug for hende.

Nu skammede Paul sig over alle de ting, han havde sagt til hende under turen. Pigen havde imidlertid slet ikke lyttet; hun lyttede aldrig, når Paul spredte sin ondskab omkring sig. Marama så kun hans gode sider. Hun smilede, når han var venlig, og holdt afstand, når han mistede besindelsen. Det var heller ikke sjovt at lade vreden gå ud over Marama. Dette havde Paul allerede vidst som barn, og derfor havde hun heller aldrig rigtigt været målskive for hans uartigheder. Og nu … på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste par måneder havde Paul fundet ud af, at han elskede Marama. På et eller andet tidspunkt indså han, at hun ikke drillede ham, ikke kritiserede ham, at hun ikke behøvede at overvinde sin afsky, når hun så på ham.

Fra vejen mod Haldon til de dansende sten …“ Sådan kaldte maorierne stenkredsen på ruten mellem gården og højlandet.

Gwyneira rynkede panden. „Men vores hus står på den jord! Det kan du ikke mene!“