Hamsuns sultekunstner

Hovedpersonen er fuld af modsigelser, og hans æstetiske idiosynkrasi overvindes aldrig. Den forsøges tværtimod fastholdt i en solitær uberørthed, beskyttet mod andres indsigter, hvorfor den bekræftes og opsøges igen og igen – at projektet ofte mislykkes er en anden sag. Han drives af en abnormal overfølsomhed, der er i forbund med en lige så unormal mangel på empati og følelse. Han er abnormt nærtagende, men er uinteresseret i, hvad han tilføjer andre. Han er ubodeligt asocial

Billedet af overmenneskets overmagt er bestandigt truet af undermenneskets underkastelse. Der er en sammenhæng mellem herremenneskemanerer og personlighedsafvikling, mellem magtfølelse og underdanighed, mellem frygtløshed og angst

Er hovedpersonen ikke selv det, han foragter og frygter? Flyder han ikke selv rundt i et grumset Menneskehav? Er han ikke fyldt af en følelse af mindreværd? Er foragten ikke det ulykkelige svar på dette mindreværd? Er stoltheden ikke i familie med selvforagt

alligevel er netop dette skel mellem rationalitet og irrationalitet, der bestandigt dukker op i sultheltens fantasier, helt afgørende i hans verden, fordi det såkaldte vanvid fungerer som eksempel på subjektets modstand mod den samfundsmæssige normalitet. Glidningen mellem fornuft og vanvid, mellem rationalitet og irrationalitet svarer til glidningen mellem det humane og det bestialske i romanen

Det dyriske rummer et eskatologisk fortabelsesperspektiv i Hamsuns roman. Men det dyriske melder sig også som en vidløs påmindelse om et ikke-accepteret slægtskab. Et slægtskab der bliver påtrængende for bogens hovedperson, der ikke vil det menneskelige fællesskab, men anarkiet, og som hele tiden må bevæge sig vagtsomt og i en ubeherskelig – deterritoriseret – randzone, hvor det er begivenheden, overraskelsen, nuheden og ikke kulturelle kontinuiteter,

Insekternes tørre raslen, deres hele afskyelige udstråling interfererer i hovedpersonens hoved bestandigt med de andres uæstetiske fremtoning. Men de opererer også ukontrollabelt i hans egen bevidsthed. Insekterne er tæt forbundet med hele den solitære følelsesverden, der gennemsyrer værket. Og derved er de på paradoksal vis både skriftens modstandere og medspillere i de stimuli, kunstneren behøver for at skrive sit værk

Det dyriske står destruktivt mod selve det medium, som forfatteren er henvist til. Insekternes lystige krabben er tegn på sprækker i den symbolske orden. De er dermed på hemmelighedsfuld vis forbundet med hovedpersonens egen eksistens. De er udtryk for den særegne kreativitet, som også hovedpersonen og romanen er på jagt efter.

Alverden, et ord, der i sig rummer en gammel drøm om et inkluderende fællesskab, er her forvandlet til dødens fællesskab og det klassiske subjekts destruktion.

Sulten skærper sansningen, ikke dens præcision, men en idiosynkratisk farvet fantasmagorisk sansning, som når den haltende nådler fortegnes til et insektagtigt monster. De personer, som hovedpersonen løber ind i, kan pludselig vende sig om og stirre på ham med uhyggeligt deformerede træk: Tænder forvandles til fingre, hænder bliver til klør og knapper til stirrende øjne, støvler til levende væsener.

I sin fortælling dyrker Hamsun det tilfældige, som er Kafkas sultekunstener aldeles fremmed. Kafkas sultekunstners hele stræben bekæmper det tilfældige. Hans liv iscenesættes i en stram teleologisk tænkning. I Hamsuns tekst er tilfældets indtræden fødslens moment. Her i mødet mellem det indtryksømme subjekt og det overraskende, i kollisionen mellem indre og ydre, bliver alt til på ny: formålsløst strålende – og skræmmende