Charlotte Weitze

Den afskyelige

Den afskyelige udspiller sig i Norden i nær fremtid, hvor klimaforandringerne er slået igennem. En vild og vidtforgrenet fortælling om fanatisme og stor kærlighed. Og en økopolitisk satire om det umulige CO2-regnskab og det enkelte menneskes ansvar for at gøre noget.

Heidi har taget job på hospitalet for at være tæt på sin søster. Det er syv år siden, Angelica kom ud for landets sidste skisportsulykke. Hvad der egentlig skete dengang er aldrig blevet helt klart, men Angelica skulle mødes med nogen, og Heidi svor ikke at fortælle det til forældrene.

Siden er sneen smeltet på Klaftafjeld, verden er blevet varmere.

På hospitalet møder Heidi Kenneth, som døjer med øget svedproduktion. Kenneth er over to meter høj og har kraftig hårvækst. Han har ingen familie og taler ikke gerne om sin fortid, men Heidi forelsker sig hovedkulds. Med sine svedproblemer er Kenneth påvirket af klimaforandringerne og optaget af at modvirke yderligere temperaturstigninger. Men hvad kan det enkelte menneske stille op? Og hvor langt vil det gå?

Pressen skriver:

»Anbefales […] Varmt. Hvis man tør bruge det udtryk. «
***** — Jørgen Johansen, Berlingske

»Åndeløs og overraskende læsning fra start til slut.«
— Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet

»Charlotte Weitze, der i sine tidligere bøger har excelleret i en simrende uhyggelig fantastik, nærmer sig i Den afskyelige en form for samfundskritisk roman, som også er en roman om undergang og håb.«
— Tue Andersen Nexø, Information

»En god og overbevisende detaljeringsgrad, der svejser det velkendte, det fantastiske og det fremtidige fint sammen.«
**** — Jon Helt Harder, Jyllands-Posten

»Weitze har skrevet en både poetisk og underholdende roman om de faretruende klimaforandringer og miljøødelæggelser, ingen for alvor synes at tage alvorligt, selv når de banker på fordøren. […] Det er i begge ordets betydninger en fantastisk fortælling, men som alle gode fortællinger fremstår den midt i det hele også skræmmende realistisk.«
***** — Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende

312 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2016
Udgivelsesår
2016

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

    Carsten Israelsonhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

Citater

    Marlene Sickhar citeretsidste år
    – Da jeg var i Alaska, fandt jeg et langt menneskelignende kadaver med en masse hår, som lå fuldstændig blottet på gletsjerisen. Kroppen var helt lun, så jeg tænkte, at det var om at få det hurtigt ned i rygsækken, selvom det egentlig ikke kunne være der. Men så måtte overkroppen stikke op. Da jeg gik ned, var der pludselig noget, som rev mig. Det var en af kadaverets negle. Jeg blødte helt vildt, og så kunne jeg ikke trække vejret. Det næste, jeg husker, er, at jeg ligger på jorden, helt forslået, og at kadaveret er væk. Jeg havde også blå mærker på halsen i flere dage efter.
    Jeg suger på cigaretten og skubber hatten tilbage i Johans nakke
    Marlene Sickhar citeretsidste år
    Vi må ikke opgive håbet, tøver jeg, – for dig og mig og hele verden.
    – Håbet! nikker han.
    – Håbet kan være ét eneste hvidt iskrystal. Det vil holde på al den sne, som falder netop på dét. På den måde vil der stadig være noget kulde.
    Jeg kysser onkels panderynker.
    – Med lidt held, mumler han. – Du er så poetisk.
    – Vi holder hinanden underrettede, siger jeg
    Marlene Sickhar citeretsidste år
    Jeg fandt ham ude under jeres appelsintræ. Han havde set, at der stadig hang en appelsin i toppen, og nu sad han og ventede på, at den faldt ned. Han havde bestemt sig til kun at spise nedfaldsfrugt. Det store menneske må simpelthen have været så sultent. Han var også blevet syg med diarré, og mens vi sad og snakkede, måtte han på lokum flere gange.
    – Tusind tak, hvisker jeg, mens tårer pibler ud mellem fingrene.
    – Han snakkede om hundemad. Det, der er lavet af affald fra slagterierne. Hvorfor spiser mennesker ikke også sådan noget? Han ville have spist regnorme, men hvordan skulle naturen undvære dem i forhold til omsætning af visne blade? Det ville også være synd at tage føden fra fuglene. Han talte om, at nogle mennesker slet ikke behøver mad, men kan leve af sollys og vand alene, ligesom planterne. Flere af dem har fået stigmata i hænderne, ligesom Jesus, og de bliver syge, hvis de tvinges til at spise. Hvorfor kunne han ikke leve sådan? Han følte sig fed, ja, han havde faktisk altid været for stor

På boghylderne

    Bookmate
    Ugens bog
    • 303
    • 237K
    Bookmate
    U-/Dystopier
    • 12
    • 46
    Helene Juul Jensen
    Bøger 1
    • 473
    • 14
    Kim René Elgaard Andersen
    Dansk litteratur i det 21. århundrede
    • 65
    • 5
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)