To slags sandhed

Det var Tapscotts dokumentation fra åbningen af materialekassen i Danielle Skyler-sagen.

Bosch. “Hvordan går det med Preston? Han sad fortsat på dødsgangen i San Quentin, sidst jeg så efter.”
“Det gør han stadigvæk.”
“Hvorfor har I så taget sagen op?”
Kennedy havde trukket stolen tættere på og sad med korslagte arme og albuerne hvilende på bordet. Han trommede med venstre hånds fingre, som om han overvejede, hvad han skulle besvare spørgsmålet med, selv om det var tydeligt nok, at alt ved deres uvarslede troppen op var indøvet på forhånd.
“Jeg er tilknyttet Conviction Integrity Unit,” sagde han så. “Du har naturligvis hørt om os. Jeg har gjort brug af Tapscott og Soto i nogle af de sager, jeg har arbejdet med, fordi de har en stor erfaring med henlagte sager.”
CIU var etableret, efter at Bosch havde forladt korpset, til undersøgelse af tidligere domfældelser af ikke-skyldige indsatte. Oprettelsen var indfrielse af et løfte afgivet under en ophedet valgkamp, hvor styringen af politikorpsene var et hedt diskussionsemne. Den nyvalgte statsadvokat, Tak Kobay-ashi, havde lovet at oprette en speciel enhed til at tage sig af den flodbølge af sager, hvor nye retstekniske metoder havde ført til løsladelser i hundredvis landet over. Ikke nok med, at de nye teknologier viste vejen frem i efterforskningsarbejdet, men de videnskabeligt underbyggede metoder, man tidligere havde betragtet som uomgængelige til bevisførelse, blev nu skubbet af pinden med det resultat, at fængselsdøre overalt sprang op for de uskyldigt dømte.
I samme øjeblik Kennedy oplyste om sin ansættelse, havde Bosch lagt to og to sammen. Preston Borders, som man mente havde myrdet tre kvinder, men som kun blev dømt for det ene drab, gjorde et sidste forsøg på at opnå friheden efter knap tredive år på

Og det er alt, hvad vi har på dén.”