Kim Langer

RobinSamse på Skatteøen

    Susanne Keller Petersenhar citeretsidste måned
    „Jeg er også helt udkørt,“ sagde Robin og lagde sig til rette på jorden. Han nåede lige at mumle, „Sådan nogle palmeblade er faktisk ret bløde at ligge på,“ og så sov han som en sten.

    Samrita lagde sig også ned, men straks efter satte hun sig op igen. „Hvad nu, hvis der kommer krybere om natten?“ Hun puffede til Robin, men han sov bare videre.

    „Bare rolig,“ sagde Kaptajn Klo og lagde hånden på sin sabel. „Jeg skal nok holde vagt.“

    Det var Samrita glad for at høre. Hun faldt i søvn tæt op ad Robin, og endda med et lille smil på læben.

    Det var tidlig morgen, da Samrita vågnede. Stormen var drevet over, og sollyset faldt ind i den lille hytte og spillede i hendes ansigt.

    Men det var ikke varmen og lyset, der vækkede hende. Det var en af Robins morgenprutter.

    „Føj, hvor den hørmer!“ sagde Samrita og gav Robin et ordentligt puf.

    Robin satte sig op og gned søvnen ud af øjnene. „Undskyld, sveske,“ sagde han og viftede sig om næsen. Han kunne godt selv lugte den. „Du må også undskylde mig, Kaptajn Klo. Somme tider prutter jeg så højt om morgenen, at ... Hallo? Kaptajn Klo? Hvor er du?“

    Robin så sig omkring. Kaptajn Klo var der ikke. Men så fik de øje på ham. Han stod uden for åbningen og fægtede med armene.

    „Ship ohøj!“ råbte han. „Skynd jer herud!“

    Samrita og Robin kom på benene, men det gik alt for langsomt for Kaptajn Klo. „Kom nu, I dovne landkrabber! Skynd jer ud af fjerene!“ råbte han og pegede ophidset ned mod stranden. „Se! Ship ohøj!“

    Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.
    Susanne Keller Petersenhar citeretsidste måned
    Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.
    Susanne Keller Petersenhar citeretsidste måned
    „Jeg er også helt udkørt,“ sagde Robin og lagde sig til rette på jorden. Han nåede lige at mumle, „Sådan nogle palmeblade er faktisk ret bløde at ligge på,“ og så sov han som en sten.

    Samrita lagde sig også ned, men straks efter satte hun sig op igen. „Hvad nu, hvis der kommer krybere om natten?“ Hun puffede til Robin, men han sov bare videre.

    „Bare rolig,“ sagde Kaptajn Klo og lagde hånden på sin sabel. „Jeg skal nok holde vagt.“

    Det var Samrita glad for at høre. Hun faldt i søvn tæt op ad Robin, og endda med et lille smil på læben.

    Det var tidlig morgen, da Samrita vågnede. Stormen var drevet over, og sollyset faldt ind i den lille hytte og spillede i hendes ansigt.

    Men det var ikke varmen og lyset, der vækkede hende. Det var en af Robins morgenprutter.

    „Føj, hvor den hørmer!“ sagde Samrita og gav Robin et ordentligt puf.

    Robin satte sig op og gned søvnen ud af øjnene. „Undskyld, sveske,“ sagde han og viftede sig om næsen. Han kunne godt selv lugte den. „Du må også undskylde mig, Kaptajn Klo. Somme tider prutter jeg så højt om morgenen, at ... Hallo? Kaptajn Klo? Hvor er du?“

    Robin så sig omkring. Kaptajn Klo var der ikke. Men så fik de øje på ham. Han stod uden for åbningen og fægtede med armene.

    „Ship ohøj!“ råbte han. „Skynd jer herud!“

    Samrita og Robin kom på benene, men det gik alt for langsomt for Kaptajn Klo. „Kom nu, I dovne landkrabber! Skynd jer ud af fjerene!“ råbte han og pegede ophidset ned mod stranden. „Se! Ship ohøj!“

    Samrita kneb øjnene sammen. Der lå et skib for anker ude i bugten. En tremastet skonnert med udkigstønde i masten og en række kanonluger i hver side.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Samrita satte tænderne i mønten, og i samme sekund brød uvejret løs udenfor. Regn piskede mod ruden, tordenbrag rullede, og et blændende lynglimt skar gennem luften og fik dem alle tre til at lukke øjnene.

    Da de åbnede dem igen, befandt de sig ikke længere i den hyggelige kahyt i KAPTAJN KLOS GAMLE TING OG SAGER.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    „Må jeg se?“ Benny lænede sig frem og spærrede øjnene op. „Det er en … en … gulddukat!“ sagde han med bævende stemme. „Det var den slags penge, sørøverne røvede. Mon den er ægte?“

    „Jeg kan jo prøve at bide i den,“ sagde Samrita. „Er det ikke sådan, man gør?“
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Jo, den er nemlig død for længst,“ sagde Benny. Han gik hen og vrikkede papegøjens fødder af pinden og rakte den til Samrita. „Den er udstoppet. Her. Se selv.“

    Samrita kunne ikke forstå det. Papegøjen var stiv som en pind. „Jeg er altså sikker på, at den blinkede lige før,“ mumlede hun.

    „Hvem er det nu, der trænger til nye briller?“ grinede Robin. „Den er jo stendød.“

    Samrita vendte og drejede papegøjen. „Jeg er altså ligeglad med, hvad … Hov.“

    Pludselig faldt der noget ud af papegøjens fjer og landede på gulvet med et lille kling og trillede ind under skrivebordet. Samrita gav papegøjen tilbage til Benny, som satte den på skulderen. Så bukkede hun sig ned og samlede tingen op. „Det er en mønt,“ sagde hun og rejste sig op igen.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Benny lyste op. „Ja da! Søkortet har jeg for eksempel arvet fra min oldefar, der sejlede som sømand på De Syv Have. Han vandt det i kortspil fra en dæksmatros, som svor, at han havde det fra sin tipoldefar, som havde stjålet det fra en rigtig sørøverkaptajn i Port Royal på Jamaica.“

    „Jack Sparrow, måske?“ spurgte Robin for sjov. Han havde stadig lidt svært ved at tro på det hele.

    „Nej. Long John Silver,“ sagde Benny højtideligt og rakte ud efter søkortet. „Der er endda et X på kortet. Se selv. Jeg tror, det er et rigtigt skattekort. Jeg ved bare ikke, hvad det er for et sted. Det ligner ikke nogen af øerne i mit atlas.“

    Kortet så virkelig gammelt ud. Det var helt gult og krøllet i kanten, og papiret var så tykt, at det nærmest var lærred. Inde midt på øen var der tegnet et bjerg, som lignede et dødningehoved, og der var også sat et kryds med sort blæk. Robin begyndte at tro lidt mere på Bennys historie.

    „Papegøjen fulgte med, da min oldefar fik kortet,“ fortsatte Benny. „Så måske hænger de sammen på en eller anden måde.“

    Samrita kiggede hen på papegøjen. „Men hvis du har arvet det fra din oldefar, og der også var en tipoldefar efter ham dersens Long John Silver, så må papegøjen jo være flere hundrede år gammel,“ sagde hun. „Det kan da ikke lade sig gøre.“
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Hvad med skægget dér? Er det også ...?“ Samrita trak en finger hen over Bennys hage. Der kom en hvid stribe midt i hans fipskæg, og Samritas fingerspids blev helt sort.

    „Jeg er ikke gammel nok til at få et rigtigt skæg,“ forklarede Benny bedrøvet. „Så jeg har bare sværtet en prop og malet skipperskæg med den.“

    „Det er ligesom Robin. Han får også kun sådan nogle bløde dun.“ Samrita grinede og aede Robin på kinden. „Men så kradser han i det mindste ikke.“

    Robin skyndte sig at snakke om noget andet. „Sig mig, hvad er det her overhovedet for en slags butik?“ spurgte han.

    „Det er en marskandiserbutik kun med gamle sørøverting,“ svarede Benny. „Når jeg nu ikke kan blive sørøver, så besluttede jeg mig for at lave en rigtig butik med rigtige sørøverting i stedet for. På den måde smager det i det mindste lidt af krudt og kanoner.“

    „Så er tingene altså ægte nok?“ spurgte Robin. Han syntes stadig, det var mærkeligt, at butiksejeren var klædt ud på den måde.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Og nu kunne Robin og Samrita også godt se, at sørøveren ikke var lige så farlig, som han havde set ud ved første øjekast. Langtfra, faktisk. Sablen var i hvert fald ikke ægte. Den havde godt nok guldhåndtag, men lignede en plasticmodel fra Fætter BR. Og klohånden var bare et papkrus med hul i bunden og en bøjet piberenser.

    „Sig mig, hvorfor er du egentlig klædt ud?“ spurgte Robin.

    Benny pillede kloen af med den anden hånd og rystede en helt fin højrehånd med fem fingre ud af ærmet. „Jeg har altid drømt om at være sørøver,“ sagde han og smilede lidt forlegent. „Jeg har altid været klædt ud som pirat til fastelavn. Det er det eneste, jeg nogen sinde har haft lyst til at blive. Men er I klar over, hvor svært det er at finde job som sørøver i dag? Det er nærmest helt umuligt. Så jeg må nøjes med at klæde mig ud.“
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Robin var den første, der kom sig over chokket, selvom han knap kunne tro sine egne øjne. „Hvem er du?“ spurgte han sørøveren.

    „Øh, det er min butik,“ svarede sørøveren og kiggede genert ned i gulvet.

    Robin skævede til klohånden. „Så hedder du måske Kaptajn Klo?“ spurgte han.

    Sørøveren trippede lidt fra side til side. „Ja. Eller ... bare kald mig Benny,“ mumlede han så lavt, at man nærmest ikke kunne høre det. Han skubbede øjeklappen op i panden og så på Robin og Samrita. Øjet inde bagved fejlede ikke noget.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Da Robin og Samrita vendte sig om, fik de et nyt chok.

    Foran dem stod en vaskeægte sørøver. Han havde et rødt tørklæde med hvide prikker bundet stramt om hovedet, sort overskæg og et lille fipskæg på hagen, sort jakke med sølvknapper, knæbukser med guldstriber ned langs siderne, en sabel i bæltet, klap for øjet og tilmed en klo i stedet for den højre hånd. Han manglede bare et træben.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    „Pjat med dig.“ Samrita stak fingeren helt hen for at klø papegøjen på brystet.

    I det samme lød en stemme bag dem: „Nix pille.“

    Robin fik et chok. Hjertet hoppede helt op i halsen på ham.

    Det var endnu værre for Samrita. Hun blev så forskrækket, at hun kom til at støde ind i papegøjen. Heldigvis sad dens kløer godt fast, så den ikke faldt på gulvet. Til gengæld snurrede den to gange rundt om pinden og endte med at hænge med hovedet nedad.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    „Nårh, hvor er den sød,“ sagde Samrita og gik hen til den. Hun elskede dyr mindst lige så meget, som Robin elskede opfindelser.

    Robin gik også nærmere. „Jeg synes nu, den ser ret mølædt ud,“ sagde han. „Tror du overhovedet, den er levende?“

    „Den blinkede til mig lige før.“ Samrita rakte en finger frem. „Kan du sige ‘Poppedreng ha’ sukker?’“

    „Pas på!“ sagde Robin. „Måske bider den.“
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    plads af et kompas og et mystisk messinginstrument med vinkelmåler og små spejle. Der var tilmed et koøje i væggen.

    „Det er næsten ligesom en kaptajnskahyt på et gammelt sejlskib,“ hviskede Robin. Det var lige før, han kunne mærke gulvet gynge.

    „Her er i hvert fald megahyggeligt,“ sagde Samrita og trådte et skridt længere ind i butikken. „Ohaj, folkens, er her nogen?“

    Hun fik ikke noget svar. Der var helt stille i butikken.

    „Ohaj?“ gentog Robin lidt højere. Da der stadig ikke kom noget svar, trak han på skuldrene og gik direkte hen til skrivebordet. „Det er en kaptajnskahyt,“ mumlede han forundret. „Se, sveske. En sekstant til at navigere med.“

    Robin samlede den underlige messingdims op og begyndte at forklare Samrita, hvordan en sekstant virkede. Men i mellemtiden havde Samrita fået øje på noget andet, så hun hørte ikke efter.

    „Se, en papegøje!“ udbrød hun.

    Helt inde i det mørkeste hjørne stod en lodret stang på en fod, og øverst på stangen sad en tværpind. Og på pinden sad en rød og blå papegøje musestille og stirrede på dem.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Klokken over døren ringede med en søvnig lyd, da butiksdøren gled i bag dem.

    I den ene ende af butikken skinnede en bordlampe med et sløvt og gulligt skær bag en flaskegrøn skærm på et lille skrivebord. I den anden ende brændte en lanterne med en blålig flamme på et gammelt chatol med en forfærdelig masse skuffer og låger. Og det var det. Andet lys var der ikke i lokalet. Samrita og Robin blev stående på dørmåtten for at vænne sig til halvmørket.

    Butikken var meget lille. Meget mindre end Samrita og Robin havde troet, da de kiggede ind ude fra fortovet. I den fjerneste ende var en hængekøje spændt ud mellem to kroge i loftet. Langs de panelbeklædte vægge stod en kommode og en skibskiste. Der var også en gammel skrivepult af den slags, hvor man står op. Oven på pulten lå en stabel gamle bøger med brune læderbind ved siden af en bunke gulnede papirruller. Foran skrivebordet var et zebraskind bredt ud på de gamle gulvplanker, og på bordet blev et udrullet søkort holdt på
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    „Kaptajn Klo …“ mumlede han drømmende. „Hvad siger du, sveske? Skal vi tage et hurtigt kig indenfor?“

    Samrita havde allerede åbnet døren halvt. „Ja, lad os tjekke den ud. Måske har de en paraply.“
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    „Det var mærkeligt,“ sagde Samrita. „Jeg troede ellers, at jeg kendte alle butikkerne i byen.“

    Normalt var Robin ikke særlig vild med at gå i butikker. Men der var et eller andet ved netop denne butik, som fangede ham. Måske var det alt det mærkelige tingeltangel i vinduet. Eller måske var det bare navnet.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Samrita drejede hovedet for at se på Robin, men han fulgte ikke med. Han stod stadig foran den anden butik og spejlede sig i ruden.

    „Kan du ikke vente med at beundre dig selv i spejlet, til du kommer hjem?“ spurgte Samrita og satte hænderne i siden. De første tunge regndråber var begyndt at klaske mod asfalten.

    Robin hørte ikke efter. Han stod bare og gloede på butiksvinduet.

    Samrita gik tilbage til ham.

    „Plejer den butik at ligge her?“ spurgte Robin.

    Samrita kiggede op på skiltet. KAPTAJN KLOS GAMLE TING OG SAGER stod der med snørklede, røde bogstaver på en sort baggrund. På den ene side af navnet var der tegnet en klohånd, og på den anden et dødningehoved med to korslagte knogler. Ligesom på et sørøverflag.
    Samer Ali Rustomhar citeretfor 3 måneder siden
    Jeg er virkelig glad for, at du tog med i brillebutikken,“ sagde Robin. „Jeg ville aldrig have fået et par nye briller, der var så flotte, hvis du ikke havde valgt dem for mig, sveske. Og se, de glider ikke ned.“

    Han rystede energisk på hovedet.

    Samrita grinede, fordi det så lidt fjollet ud, at han gik og virrede med hovedet midt på fortovet.

    „Ja, de sidder fint,“ sagde hun. „Og de er i hvert fald meget pænere end dine gamle.“

    „Tusinde gange pænere,“ sagde Robin og tog et par glade gadedrengehop.

    Samrita kiggede op på himlen. „Det bliver regnvejr lige om lidt.“ Skyerne var grå og mørke, og det var begyndt at blæse op. Hun gik videre.

    „Vi skal forbi Brugsen på vej hjem. Du har drukket den sidste mælk, og vi mangler også ...“
    mettethranehar citeretsidste år
    sig frem i et mægtigt spring. Samrita og Robin gispede forskrækket. Det gik så stærkt, at de ikke kunne nå at flytte sig.
    Sablen kom susende ned. Samrita kunne høre den hvisle gennem luften. „Jeg elsker dig, sveske,“ sagde hun til Robin og holdt sig for øjnene.
    Men hugget kom aldrig.
    I stedet sagde det klang med en høj lyd af stål mod jern.
    Samrita og Robin åbnede forsigtigt øjnene igen.
    Kaptajn Klo havde reddet dem! I sidste øjeblik havde han kastet sig ind foran dem og fanget Kaptajn Blodskægs sabelklinge i sin klo.
    „Ikke så hurtigt, Kaptajn Blodskæg,“ sagde Kaptajn Klo. „Det kan godt være, at Long John Silver fortalte dig om Skatteøen, men ved du også, hvor på øen skatten ligger begravet?“
    Kaptajn Blodskæg stak sin sabel i skeden igen. Han var så hidsig, at hans næsebor dirrede. „Nej, det er lige netop det, der er problemet. Den forbaskede lusepuster til Long John Silver havde nemlig ikke noget skattekort. Det var blevet stjålet. Og øen er alt for stor. Selvom jeg sætter hele besætningen til at grave, er jeg sikkert død af alderdom, før vi finder skatten.“
    Robin havde allerede fået en idé. „Hvis vi hjælper dig med at finde skatten, vil du så dele den med os?“
    Kaptajn Blodskæg kløede sig i sit røde fuldskæg, mens han tænkte over det. „Ved alle pirater på De Syv Have og deres ormædte træben, det er en aftale!“ udbrød han så. „Hellere en halv skat end ingen skat.“
    „Sådan!“ sagde Kaptajn Klo og tog med et mægtigt smil skattekortet op af baglommen. Han pegede op på bjerget inde midt på øen. „Vi skal derop.“
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)