Undervejs til mig selv

I Tilslutning til sine Forelæsninger foretog Johnstrup undertiden Udflugter med os til Steder af geologisk Interesse, f. Eks. til Lellinge Aa ved Køge og til Mogenstrup med den høje, sydsjællandske Aas. I en Pinseferie førte han os som Statens Gæster med over til Bornholm, der er et helt geologisk Friluftsmuseum. Dersom man kunde skære Øen igennem fra Nord til Syd, vilde Snitfladen fremvise et næsten fuldkomment Anskuelsesbillede af dens Udvikling fra vulkansk Granit gennem neptunske Lagdannelser til Glacialperiodens allersidste Aflejringer. Et Par af Sydlandets vandrige Aaløb har paa enkelte Steder foretaget Gennemskæringen og afdækket Formationer, hvori det vrimler med Forsteninger af forlængst uddøde Dyrearter, deriblandt den spydformede Nautil Orthoceratiten, et af Verdens ældste Skaldyr, hvis Aftryk vil kendes af københavnske Teatergængere fra det kongelige Teaters Stentrapper op til Etagerne.

Gyldendal

besynderligt, fordi Danmark gennem mange Aar i literær Henseende havde været en Provins af Norge og jeg selv havde dyrket det norske Parnas med større Udbytte end det hjemlige. Naar Udveen rørte sig i mig havde det alligevel altid været Syden, som drog.

Under Jordpaakastelsen fløj en Flok Krager larmende over Gravpladsen. Diederichs fulgte dem med Øjnene og mindedes et af de mange Smaavers, der ligesom af sig selv dryppede ned fra Digterfilosoffens Pen, naar han skrev:
»Die Krähen schrein
und ziehen schwirren Flugs zur Stadt.
Bald wird es schnein.
Weh dem, der keine Heimat hat.«
***

Tysklands to sejrrige Krige, først med Østerrig, senere med Frankrig, havde bragt Europa ind i en Fredsperiode, der skulde vare næsten et halvt Aarhundrede. At Lilleputstaten Danmark ogsaa havde været i Krig med Stormagten, huskedes knap nok længer af nogen sønden for Hamburg. I Dresden, hvor vi paa Udrejsen opholdt os et Par Dage for Museernes Skyld, blev vi dog kraftigt mindet derom, idet gamle Bismarck samtidig besøgte Byen. Han var paa Rejse til et Familjebryllup et Sted i Østprøjsen og skulde bare overnatte her. Men Byens Borgere greb Lejligheden til at fejre Nationalhelten.

Medarbejdere, som han ved Broderen Edvards Hjælp havde faaet samlet, var Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen, den sidste som Redaktionssekretær. Trods Forskel i vore literære Bestræbelser kom vi godt ud af det med hinanden. Stuckenberg, der var den af dem jeg følte mig mest tiltalt af baade som Skribent og Personlighed, blev jeg endda Ven med. Han boede ogsaa paa Frederiksberg, og efter de kedsommelige Redaktionsmøder, som Ernst Brandes ledede efter en aabenbart altfor solid Frokost, fulgtes vi den lange Vej ind gennem Byen.

Han var en grim lille Mand, ugift, med alle de Uvaner og Utækkeligheder, der sædvanligvis hænger ved saadanne halvgamle Pebersvende. At se ham sidde i et Restaurationslokale og nyde en saftig Chateaubriand med Servietten stoppet ind under Hagen som en Savlesmække, var ikke noget opløftende Syn. Naar jeg havde valgt at bo paa Frederiksberg, skønt Bladets Kontorer laa i den modsatte Ende af Byen, stod det i Forbindelse med min ringe Sympati for ham. Den store Afstand skulde tjene til Undskyldning for, at jeg saa sjeldent viste mig i Redaktionen og altid sendte mine Artikler dertil med Posten. Det maanedlige Redaktionsmøde maatte jeg dog indfinde mig til.

Her i den københavnske Grossererenkes Hjem lærte jeg nu et helt andet jødisk Miljø at kende, en indtil Overmod frigjort Slægt, der i enhver Henseende bekræftede Bismarcks Ord om den moderne Jøde, at han var bleven det mousserende Element i Borgerskabets tunge, træge Masse. Om den tidligere saa talrige Menighed i Randers forlød det nu, at den næsten ikke eksisterede mere. Det var gaaet der som saa mange andre Steder, hvor dette Vandrefolk i Trængselstider var flygtet hen. Naar Forfølgelsens Storm drev over, fik mange atter Uro i Kroppen. Rabbinatet var inddraget, Synagogen lukket. Men i det tomme Bedehus brændte nu som før »Evighedslampen« Dag og Nat foran Skabet med de hellige Thoraruller. De faa tilbageblevne Familjer skiftedes til hver Fredag at lukke sig ind i den øde Helligdom og forny Oljen i Lampen, den evige Tilbedelses maaske allerældste Symbol.

boede heller ikke længere paa Nørrebro men havde lejet mig ind hos et Par gamle Folk i Nyboder og fik nu og da Raad til at gaa i det kongelige Teater, der netop var bleven genaabnet i sin nye Bygning med en Række Festforestillinger.
Ogsaa min Bekendtskabskreds blev nu udvidet. Jeg lærte blandt andet en jødisk Familje at kende, en selskabeligt levende Grossererenke med to Sønner, der begge var Polyteknikere omtrent i min egen Alder. Der havde i Randers været et ualmindeligt stort og broget Samfund med Synagoge, Rabbiner og Schächter, endog med egen Kirkegaard. En Erindring, der beskæftigede mig en Del, siden jeg lærte denne nye jødiske Familje at kende. Disse Fremmedfolk i Randers havde fortrinsvis været fattige Haandværkere og Smaahandlende, som under Landflygtighed var indvandret fra Polen eller andet Sted fra, alle strengt rettroende Jøder, der levede her uden anden Forbindelse med Omgivelserne end hvad Forretninger og deres Børns Skolegang paatvang dem. Hver Fredag Aften, naar Byens andre Borgere gik til Spillebordene i Klubben eller Haandværkerforeningen, saa’ man disse Fremmede drage familjevis til Synagogen med store Bønnebøger under Armen. Ved særlige Lejligheder, ved

Det var Ludvig Fejlberg, Digterfilosofen, som jeg her paa Anstalten til min store Glæde lærte personlig at kende.
Han var Vestjyde, var kommen til Verden i en ensomt liggende Præstegaard i Ringkøbingegnen. Han havde aldrig gaaet i Skole, og maaske ogsaa af den Grund var han bleven noget helt for sig selv. Skønt Polytekniker med Udmærkelse havde han kun en ringe Stilling som Tegneassistent. Men ved sine literære Skrifter havde han samlet en beundrende Vennekreds, ret egentlig en Menighed, som han opbyggede med sine mærkeligt stemningsfulde Naturbetragtninger.