Fordi jeg ræser rundt i denne her motoriserede stol

foran! Og bild dig nu ikke ind at jeg bemærker lige netop det, fordi jeg ser lysegrønne håb i horisonten og mærker våren svulme i mit bryst!
Den busk er blevet grøn, fordi tiden jo går

vedkommende.
De kan komme med hvad som helst jeg ikke kan bruge, Astrids forældre, for det har de selv brug for. At komme med det. Tror jeg nok. At det er en af deres måder at komme over det på. Lade som om jeg nu er blevet en slags søn der skal overdænges med alt, hvad de ikke nåede at overdænge Astrid med