Hvad saa for dig, du Automaton-Hierte?
For hvem skal du da ticke? og hvem skal
til den Tid al din kaade, ugeneerte
fremdriftsivrige Fremskynden af Tal
da bie? Du gak i Stycker før du lerte
at slaae med Hjærtets Sødme og dets Qval!“
Til disse Hiertets Ord har Uhret dog kun eet at svare: Klokkens slag! om de saa ere til Tiden eller ey. Som Øyeblikkets Poppegøi snakker det bestandig kun det værende efter Munden, mens Hjertet i hvert Slag ogsaa kan yttre baade Erindringen og Haabet.

Lad nogen betyene et Mekanisk Køretøi om saa blot i en Time. Til sidst vil han føle sig som et Leed i Mechanikken, og Mechanikkens Love – som mit Lommeuhr kan tale med om – vil være de gjældende, frem for den Lov Hjærtet før hen kjendte

(Rent anekdotisk: Jeg hørte engang Slagelses forhenværende borgmester fortælle om sine unge dage. Måske levede jeg af mit bankjob, men jeg levede for min taekwondo, sagde han. Det var lysten til at stå på en svedig 8 x 8 meters gummimåtte i en multihal i provinsen og blive sparket hårdt i hovedet af en Venstre-mand med et overskæg og en lovende karriere foran sig, det var dén følelse, jeg vågnede med)