21 ting du bør vide om det 21. århundrede

I kølvandet på den britiske EU-afstemning fremførte den fremtrædende biolog Richard Dawkins det synspunkt, at det store flertal af den britiske offentlighed – herunder ham selv – aldrig skulle have haft lov til at stemme ved valget, fordi de manglede den nødvendige viden om økonomiske og samfundsvidenskabelige forhold. »Man kunne lige så godt afholde en national folkeafstemning om, hvorvidt Einstein havde styr på sin algebra, eller lade flypassagerer stemme om, hvilken landingsbane piloten bør lande på.«3
Hvorom alting er, handler valg og folkeafstemninger ikke om, hvad vi tænker. De handler om, hvad vi føler. Og når det handler om følelser, er Einstein og Dawkins ikke bedre end nogen andre. Tanken bag demokratiet er, at menneskelige følelser afspejler en mystisk og dybtliggende »fri vilje«, og at denne »frie vilje« er den ultimative kilde til autoritet, og at skønt nogle mennesker er mere intelligente end andre, er alle mennesker lige frie. En analfabetisk tjenestepige har i lighed med Einstein og Dawkins en fri vilje, og derfor tæller hendes følelser – repræsenteret ved hendes stemme – på valgdagen lige så meget som enhver andens.
Følelser styrer ikke kun vælgerne, men også lederne. Under valgkampen forud for Brexit-afstemningen blev Leave-kampagnen anført af Boris Johnson og Michael Gove. Efter David Camerons fratrædelse som premierminister støttede Gove

Den liberale historie instruerer mig i at udtrykke mig frit og realisere mig selv. Men både »selv« og frihed er mytologiske fantasifostre, der er lånt fra fortidens eventyr. Liberalismen har en særlig uklar opfattelse af »den frie vilje«. Mennesker har åbenlyst en vilje, de har ønsker, og sommetider kan de frit indfri disse ønsker. Hvis man med »fri vilje« mener friheden til at gøre, hvad man vil – ja, så har mennesker en fri vilje. Men hvis man med »fri vilje« mener friheden til at vælge, hvad man vil – nej, så har mennesker ikke en fri vilje.

Mennesker har lært at tro på historien fra deres tidligste barndom.
De får den fortalt af deres forældre, deres lærere, deres naboer og den generelle kultur, længe før de udvikler den intellektuelle og følelsesmæssige uafhængighed, der er nødvendig for at sætte spørgsmålstegn ved og efterprøve sådanne historier. Når de endelig har udviklet deres intellekt, er de allerede så stærkt forankret i historien, at det mest sandsynlige er, at de i stedet for at betvivle historien bruger deres intellekt til at rationalisere historien. De fleste mennesker, der går på identitetsjagt, er som børn, der går på skattejagt. De finder kun, hvad deres forældre allerede på forhånd har gemt et sted.