Som 12-årig fik Anne Lise Marstrand-Jørgensen diagnosen depression af en psykiater, der satte hende i medicinsk behandling. I en alder af 20 år mente samme psykiater, at hun skulle forberede sig på at tage medicin resten af livet. På det tidspunkt tog hun sagen i egen hånd: Trappede helt ud af medicinen og undersøgte i stedet mulighederne for alternativ behandling og terapi.
Mange mennesker med depression og angst er konstant i tvivl om, hvorvidt de gør det rette. Nogle kan ikke bære, at andre sætter spørgsmålstegn ved deres dispositioner, andre opsøger selv de samtaler. Nogle har været indlagt, andre har ikke. Nogle har været i livsfare på grund af deres depression, andre lever med en mildere, men kronisk forstemthed.
For Anne Lise Marstrand-Jørgensen forekom det indlysende, at noget virker for nogen, men ikke for andre. Stillet overfor andres lidelse og sundhedsvæsenets ret begrænsede tilbud, slog det hende, i hvor høj grad behandling af angst og depression hviler på holdninger og forventninger — hos den lidende og hos behandleren. Holdninger til, hvor meget smerte et liv må indeholde, holdninger til hvad der er afvigende, og hvad der er normalt, holdninger til årsager til sygdommen og vejen til sundhed, holdninger til hvad depressioner i det hele taget er, og holdninger til hvordan de bedst behandles, forebygges og italesættes.
De fleste behandlere er klar over, at den rette behandling må skræddersys til den enkelte. I en ideel verden i hvert fald. Mange fagfolk er optaget af den rolle, samfundsudviklingen spiller for mental sundhed. Nogle er modstandere af medicin, andre er overordnet set tilhængere. Nogle er optaget af barndommen, andre af genetik. Nogle finder væsentlige svar i statistikken, andre i hjernescanninger eller i eksistentielle og åndelige overvejelser.
Marstrand-Jørgensen har gennem årene flere gange skrevet artikler og essays om sine egne depressioner og angstlidelser, og hver gang har det affødt et overraskende antal henvendelser fra mennesker, som har følt sig spejlet. For mange mennesker er psykisk lidelse stadigvæk forbundet med skam. At bruge kræfter på at skjule den virkelighed, man hver dag bakser med, fordi man er fuld af en urimelig følelse af at være forkert, er en tung byrde at bære.
Derfor satte hun sig for at spørge nogle af de forskere og eksperter, som arbejder med evidensforskning inden for angst og depression, for at blive klogere på, hvilke muligheder for behandling der er i dag, og for at få stillet sin nysgerrighed i forhold til, hvordan det psykiatriske og alternative behandlingsmuligheder ser ud i dag og for at blotlægge deres — til tider direkte modstridende — holdningsforskelle. Arbejdet med denne bog har på mange måder været overraskende. Hun er blevet klogere og mindre skråsikker. Hun har stadigvæk sine egne holdninger og strategier. Høstet og afprøvet gennem mange år. Hun håber med denne bog at kunne dele den væsentligste indsigt med andre: At vi hver især er nødt til at finde vores egen vej. At vi kan udveksle erfaringer og finde mod til at eksperimentere ved at vide, at verden er større og rummer langt flere muligheder end dem, vi møder på en given behandlers kontor. At vi hver især er langt mere og langt støre end vores diagnoser og lidelser og kampe.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har det godt i dag. En del af hemmeligheden er, at hun har lært sig selv at kende i alle de år, hvor hun har måttet leve med, at mørket findes som en lurende mulighed og en truende afgrund. Hver dag rummer sin egen disciplin, etableret for at holde sindet i vater. Hendes personlige opskrift lyder i al sin forsimplede enkelthed således: Meditation, åndelig disciplin, fysisk træning, kunst, at rette blikket mod verden i stedet for kun mod sig selv. Og dertil mange, mange år med forskellige former for terapi.
👍Værd at læse
👍Værd at læse
omsorgspersoner. Symptomerne er nogle af de samme, som vi ser hos de traumatiserede flygtninge. Toxic stress har betydning for hjernens udvikling. Det betyder, at der er steder i hjernen, som ikke udvikles normalt. Centeret for hukommelse og indlæring bliver blandt andet påvirket, og de børn kan have svært ved at lære. Endnu mere skræmmende er det, at ens genetik bliver påvirket af den form for belastning. Det gives videre til næste generation, og det er vigtigt at vide i forhold til sekundær traumatisering. Hvem vi er som mennesker bliver simpelthen ændret og påvirket af langvarig stress i barndommen. I den forbindelse er det egentlig ligegyldigt, om din stress skyldes krig, eller om du har været udsat for noget andet ubærligt over meget lang tid. Psyken skelner ikke, den reagerer på mængden af stress og på manglende støtte.
Kroppen er det første fundament. At man lærer at være i sin krop på en god måde, at man lægger mærke til både hjertebanken og ro. Man skal lære at se på sin følelsestone og vide, at sindet fortæller historier med udgangspunkt i den tone. Det er historier, ikke virkeligheden. Hvis man tror på historierne, kan de sætte vildt gang i kroppen – hvad der så kan blive til angst.
